dummy

Ti år med Billie Holiday

22-02-2012
Thorbjørn Sjøgren

Lad os bare tage de nøgne kendsgerninger først: 230 stykker musik, indspillet mellem november 1933 og januar 1944, alle med sang af Billie Holiday. Næsten alle oprindelig udsendt i enten Holidays eller pianisten Teddy Wilsons navn er 68 af stykkerne alternative takes i forhold til de først udsendte, og mange af disse vist ikke tidligere tilgængelige, bortset fra i et japansk boxsæt. Elleve og en halv times musik ialt, og dertil - for dem, der har cd-udgaven i hænderne - en stor bog med alle relevante diskografiske oplysninger.

Ser man bort fra sættets to første og to sidste optagelser er spændvidden syv år, og det føles næsten skræmmende at opleve hvor hurtigt udviklingen går for Billie Holiday. Fra det tøset-usikre ved de første optagelser til det smerteligt livserfarne kun få år senere, og det er kun alt for tydeligt, at hun inden hun var 25 allerede var mere end almindeligt fortrolig med både livets dag- og natsider. Det havde hun dog været fra fødslen. Med forældre der begge var teenagere, en række traumatiserende barndomsoplevelser med voldtægt, prostitution og tvangsanbringelse aner man hvad vej hendes livs kurs var lagt an, men da hun som 16-17-årig sang på små barer i New Yorks Harlem vakte hun hurtigt opmærksomhed. En af de første til at slå på tromme for hendes åbenlyse talent var jazzskribenten og millionærarvingen John Hammond (han var ud af Vanderbilt-familien), og han lokkede sin gode bekendt (og senere svoger) Benny Goodman til at bruge hende ved en pladeindspilning.

Allerede som 20-årig, i 1935, er hun godt på vej hvad musikalsk personlighed angår. Stemmen med dens kombination af slankhed og fylde spænder sjældent over mere end godt og vel en oktav, men hendes timing og swingfornemmelse er så meget mere bemærkelsesværdig. Den oprindelige inspiration fra Louis Armstrong og Bessie Smith træder efterhånden til side da hun lærer tenorsaxofonisten Lester Young at kende, og hans helt personlige, afspændte frasering kommer til at præge hendes sang afgørende. Også menneskeligt er de, sensitive mennesker som de begge er, i sjælden grad på bølgelængde.

Af de mange optagelser i sættet, hvor Holiday er omgivet af periodens førende musikere - eksempelvis Benny Carter, Ben Webster, Buck Clayton, Roy Eldridge, Cootie Williams, Johnny Hodges, Dicky Wells og mange flere - er det dog uundgåeligt hendes samarbejde med Lester Young, der tager prisen. Hun kan hænge så langt efter taktslaget at det bliver helt faretruende, for så i næste nu - som også Young kunne det - med en enkelt frase bringe sig på omgangshøjde med taktslaget og derved skabe en mageløs spænding og spændstighed i musikken. Og hun kan formulere disse mageløst tåbelige tekster på en måde, så de bliver til helt almengyldige betroelser af den skæreste poesi: hør f.eks. i "The man I love" hvordan hun løfter frasen "maybe tuesday / will be MY good-news day" - det er Min tirsdag, Min lille triumf.

Der er ingen grund til at remse stribevis af sangtitler op. En stor del af dem er med rette glemt i dag, havde det ikke netop været for Holidays udgaver. Men sange som "A sailboat in the moonlight", "Who wants love", "Moanin' low", "More than you know" og "I can't get started" er så indtrængende at det er helt bevægende. Sange om kærlighedens veje og vildveje, svig og svigt og resignation, men også sange som rummer en livsappetit og en glæde, ofte mere på trods af end på grund af, og formidlet med et emotionelt udtryksregister af et omfang, som man næsten ikke kan bære at tænke på at et så ungt menneske er fortrolig med. Livserfaring så det forslår.

Og læg så til at sættet ikke kun er attraktivt i kraft af sin hovedperson, men at også de ovenfor nævnte musikere afleverer den ene lille perle efter den anden, og at musikken aldrig har fremstået i en friere og mere detaljerig lyd end hér (og vel at mærke uden at den virker det mindste højglanspoleret).

Kun ét ord dækker vel helt: Mirakuløst.