Tiden flyver

Der er tidspunkter i mit liv, hvor jeg har følt, at tiden har gået uendeligt langsomt. Det har typisk været til møder og seminarer i mit arbejdsliv, hvor vi (for 7. gang) skulle prøve at definere vores kerneværdier eller har skullet finde frem til vores stærke og svage sider. 

Et andet sted, hvor tiden går uendeligt langsomt, er på Nørreport Station, hvor 2 minutters ventetid på næste tog næsten altid betyder minimum 4 minutters ventetid (deraf begrebet ”DSB-minutter”). Her går minutterne lige så langsomt som i Bob Dylans ”Time passes slowly” fra LP´en ”New morning” (1970): ”Time passes slowly and fades away”.

Men som regel synes jeg nu nok, at jeg kan få tiden til at gå, og faktisk oplever jeg, at tiden går hurtigere og hurtigere, jo ældre jeg bliver. Det er vist en meget udbredt erkendelse, og selv om den næppe kan være faktuelt rigtig, fortæller den tydeligt, at tid på mange måder er en relativ størrelse. Når man er barn, forekommer dagene endeløse, og der er ingen egentlige skillelinjer mellem det ene og det andet tidspunkt. Dagene ruller bare af sted i en endeløs række, og pludselig er sommer blevet til vinter. Men pyt med det; der kommer hele tiden et nyt forår og en ny sommer.

Når man bliver ældre, sker det til gengæld oftere og oftere, at man ikke når det, man gerne ville, fordi tiden pludselig er gået. En af forklaringerne på forholdet er formodentlig, at man bliver langsommere med alderen og derfor ikke kan overkomme så meget. En anden årsag til fornemmelsen af tidens opspeedning er sikkert individets voksende bevidsthed om den kortere og kortere tid til livets afslutning. Pludselig er der meget, der skal nås, og ikke så meget tid til at nå det i, og det kan godt give enhver normalt tænkende og følende person stress at tænke på.

Oplevelsen af, at tiden flyver af sted, er emnet for en del rocksange og dermed også for denne lille artikel.

Et enkelt blink med øjnene
En af de sangskrivere, der i sine sangtekster flere gange har beskæftiget sig med tidens ilen, er Steve Forbert. Den sang, hvor han bedst formår at anskueliggøre den alt for hurtigt passerende tid, er ”I blinked once” fra LP´en ”Streets of this town” (1988). Her fortæller Forberts jeg-person om, hvordan han hele tiden har svært ved at følge med tiden: ”A girl I´d met was all I cared for, friends/ I called her my very own/ we went down to hear the band begin/ I blinked once and she was gone/ gone, gone, yeah”. 

Og følelsen af tidens uendelige lethed fortsætter i de følgende vers: “The nineteen seventies was ten long years/ was ten long years to sing a song/ I kicked off madly with a New Year´s cheer/ I blinked once and it was gone/ that´s right, it´s gone, gone”. Ja, hvad skal man gøre; man kan jo ikke holde øjnene åbne hele tiden.

En anden sang, hvori Forbert synger om den galopperende tid, er ”One short year gone by” (2001), som primært handler om kærlighed, men altså også om vores alt for korte tid her i livet: ”Sailin´ down my life so fast/ and someone seen me zippin´ past/ and reachin´ out, they took my hand/ and made a move to slow me/ (-) / and it´s one short year gone by”. Fra den samme plade som ”One short year gone by” stammer nummeret ”It´s been a long time”, hvori Forbert igen reflekterer over tidens gang, og igen ser han tilbage på den svundne tid fra et senere tidspunkt i livet: ”It´s been a long time/ I look around, I´m getting older/ remembering fun/ and trying to find it again”.

Når man bliver ældre, er det sikkert både naturligt og uundgåeligt at se tilbage på den tid, der er gået. Det er tilfældet for Steve Forbert, og det var også tilfældet for Brian Wilson, som i det nye årtusind skrev en del sange om at se tilbage på den tid, der nu er forbi. Ikke mindst på Beach Boys-albummet ”That´s why God made the radio” (2002) handler flere af sangteksterne om at finde tilbage til dengang, hvor sangenes jeg-person/sangskriveren endnu var ung og havde livet foran sig.

Teksten til sangen ”Isn´t it time” er både sentimental og nostalgisk, men på den gode måde; og selv om sangtekstens jeg-person godt er klar over, at han ikke er ung længere – ”the world has changed” – er han stadig klar til at forsøge at genfinde stemningen fra dengang, hvor alt fortsat var muligt: ”Isn´t it time we danced the night away/ how about doing it just like yesterday”. Det er da et forsøg værd, selv om den magiske sommer fra dengang for altid er væk og borte: ”Remember those nights we spent just you and I/ little did we know how the time would fly by”.

I sangen ”From there to back again” handler det også om at ønske sig tilbage til tidlige tiders sorgløshed og lykke – tilbage til dengang, hvor følelserne var store og ægte, og hvor fremtiden endnu stod helt åben: ”Why don´t we feel the way we used to anymore/ (-) / I wish that we could get from there to back again”. Evigt ejes kun det tabte, lyder et gammelt ord, og det kunne den aldrende Brian Wilson formentlig sagtens skrive under på, som det f.eks. fremgår af pladens vemodige afslutningsnummer: ”Summer´s gone”: ”Summer´s gone/ I´m gonna sit and watch the waves/ we laugh, we cry/ we live, then die/ and dream about our yesterday”.

Årene suser forbi
Bruce Springsteens ”Glory days” (1984) fortæller til dels den samme historie som Steve Forberts ”I blinked once”, og Springsteens ordvalg i sangen leder også tankerne i retning af formuleringerne i Forberts sang (eller omvendt): ”Glory days/ well, they´ll pass you by, glory days/ in the wink of a young girl´s eye/ glory days”. Man må virkelig til at tænke over ikke at blinke så meget med øjnene – når man åbner dem igen, kan alting være helt anderledes.

Jerry Jeff Walker synger i sin egen sang ”Dead men got no dreams” (1969) om, at man skal tage vare på livet og livsglæden, for ellers risikerer man at vågne en dag og opdage, at ens drømme er døde: ”All your dreams committed suicide/ and there you go/ you got a dead man on your hands”. Grib dagen, som det så smukt hedder – selv om det kan være svært nok med den fart, tiden har på, når den passerer. ”But won´t it blow their minds/ how quickly time flies/ and that´s all to life that there´s going to be”.

På samme plade synger Jerry Jeff Walker Lewis´ og Clarkes vemodige sang ”Seasons change”: ”Summer´s here and then it´s gone/ spots are changing on the fawn/ spring and summer held my heart/ but I can feel the winter breaking all of that apart”. Tiden går, og vi med den.

Årstiderne skifter, og livet forandrer sig, hvad enten man græder eller griner. Derfor er det sikkert en god ide at forsøge – som John Lennon i sangen ”(Just like) startin´ over” (1980) – at finde tilbage til det, der fungerede, dengang alting var bedre. Det er i hvert fald det, jeg-personen foreslår i sangteksten til den sidste singleplade, John Lennon nåede at udsende i levende live. De tragiske omstændigheder omkring Lennons død i 1980 bare et par måneder efter udgivelsen af pladen giver den i forvejen lidt bittersøde tekst et ekstra vemodigt skær: ”It´s been too long since we took the time/ no one´s to blame, I know time flies so quickly/ (-) / don´t let another day go by, my love”.

Der er mange sangtekster, der fortæller om, hvordan årene suser forbi; men den sangtekst, der mere end nogen anden kan gøre mig svimmel og få mig til at ønske, at nogen ville stoppe klodens alt for hastige omdrejning og tidens amokløb, er Merle Haggards melankolske ”White line fever” (1969). Sangen, som både handler om resignation og rastløshed, er bl.a. indspillet af The Flying Burrito Brothers i 1971, hvor gruppen netop havde skiftet forsanger. 

”White line fever” har dog ”veteranen” Chris Hillman som forsanger, og han formår på bedste vis at lade tekstens spleen-fornemmelse komme til fuld udfoldelse: ”White line fever/ the years keep flying by like the highline poles/ The wrinkles in my forehead show/ the miles I´ve put behind me/ they continue to remind me/ how fast I´m growing old/ guess I´ll die with this fever in my soul”. Stop verden, jeg vil af, som Bricusse og Newley formulerede det i deres musical fra 1961.