Tina hjem til Aarhus

Aarhus Festuge 2015, Den uofficielle åbning torsdag d. 27.8. i Byparken, Aarhus. Ned fra nord /  Úr Norðri - Tina Dickow med venner

I år var der lagt op til et brag af en koncert med den såkaldte uofficielle åbning af Aarhus Festuge. Sidste år var rigtig mange samlet til koncerten med Thomas Helmig og Steffen Brandt i Universitetsparken – i år skulle det foregår i midten af midtbyen: på pladsen mellem rådhuset og Musikhuset.

Det er sidste festuge med Jens Folmer Jepsen som direktør, og han fik sandelig en værdig åbningskoncert: Det tidligere bysbarn Tina Dickow var inviteret til at forme en koncert med venner fra Aarhus og fra hendes nye land – Island.

Opvarmende indiejazz

Allerede kl. 19 startede Aarhus Jazz Orchestra med sangsolisten Michael Møller, og de gav os 45 minutter med sublime ”indie hits”. Noget uvant for et jazzorkester, men hvor spillede de flot. Især ”Love will tear us apart” betog mig med en smuk flygelhornsolo af Jacob Buchanan. Men det var altså Tina Dickow, publikum var kommet for, så fremmødet var beskedent.

Indtil hun gik på, blev den store plads fyldt med forventningsfulde aarhusianere med udenbys venner, og kl. 20.30 var op mod 15.000 mennesker klar.

Velkommen

Tina Dickow kom alene på scenen og holdt en værtindetale med tak, fordi vi kom og med stor taknemmelighed for, at hun fik lov til at forme denne aften, som både ville indeholde hendes hits gennem årene, men også anderledes musikalske indslag, som krævede en lydhørhed af publikum. Så den håbede – og regnede hun med, vi ville vise.

Og det fik vi straks lov til. Det aarhusianske rytmiske kor på internationalt niveau Vocal Line entrede scenen og sang den islandske salme "Heyr, himna smiður". En flot og andægtig start, og selv den gruppe af udenlandske udvekslingsstudenter, der stod bag mig, tav. I mine ører var lyden lige lovlig komprimeret, men det er ikke let at lave forstærkning af et a capella kor, så 15.000 kan høre det.

Så startede festen med tre hits i rap, ”Moon to let”, On the run” og ”Nobody’s man”, og der var fællessang i parken.  Stor lyd, hvor især stortrommen stod distinkt og centralt i lydbilledet. Det gjorde den faktisk gennem hele koncerten og forstærkede følelsen af en nordisk urtromme-fornemmelse.

Forunderligt

Første hold islandske gæster var klar; trioen Samaris med sang, elektroniske klange og minsandten en klarinet. Vi fik nummeret ”Wanted 2 say”, hvor sangerinden lidt forsigtigt kom mere og mere frem i lydbilledet. I ”Goda tungl” blev vi mødt med middelalderlige, dragende klange, og mod slutningen kom Helgi Jónsson med på basun og kor. Det var altså lidt svært at forlige lydbilledet med det visuelle: Trioen optrådte i hvide kitler ved et bord, draperet med et hvidt klæde. Undskyld, men billedet af sygeplejersker ved et operationsbord lå lige for …

Efter hittet ”Count to ten” blev multiinstrumentalisten Helgi Jónsson præsenteret. Her var Tina Dickow på dejlig slap line, når hun kunne oplyse os om, at den danske sang, som flest islændinge kender, ikke er en Medina-, Kim Larsen- eller Carl Nielsen-sang. Næ, Helgi sang til stor jubel ”Livet er ikke det værste man har, og om lidt er kaffen klar”. Herefter kom sangen ”Run wild” med Helgis smukke, æteriske falsetsang og fruen Tina Dickow på 6-strenget banjo.

”Spark” er en ny, anderledes sang fra Tina Dickow, som er centreret omkring en enkel, tør klang fra banjo og stortromme.

Fremragende

Og så kom der trommemusik: Højt fra nord kom den barfodede sangerinde Eivør, og kun akkompagneret af egen håndtromme fik hun publikum i sin hule hånd med den fascinerende ”Trøllabundin”  - en dragende havfruesang. Hun fortsatte med ”Bridges”, nu med guitar og med hele bandet i sving. Her hørte vi de to modpolede stemmer: Eivørs ultrahøje, lyse sopran og Tina Dickows mørke, dybe klang.

Duoen fortsatte i forgrunden med ”Someone to love” – Tinas bedste nummer i nyere tid fra hendes sidste plade ”Whispers”.  Pladen giver en sjælden melankoli og dybde, der samtidig giver en tryg varme og inderlighed – et mesterværk. Derfor var det også overraskende at få lagt Eivørs højfrekvente vokal oveni. Fin oplevelse, men jeg ved godt, hvad jeg foretrækker.

Følsomt

Tina Dickow præsenterede næste gæst Asgeir Trausti, som kommer fra et lokalsamfund med 40 indvånere (!). Og der var noget hillbilly over Asgeir og hans medspillende guitarist. De to herrer stod ydmygt med deres gamle, skramlede guitarer. Men musikken! En fælles harmoni og klang, som ledte tankerne hen på en tidlig Simon & Garfunkel; nænsomt barberet ind til benet. Hvad mon de sang om? Jeg tror, det handlede om livet og døden, og publikum sugede til sig.

Tina Dickow præsenterede sin nye sang, sin første på dansk. ”Pigen ud af Aarhus” er skrevet til lejligheden, og handler om at have rod et sted.

”Du ka’ ta’ pigen ud af Aahus / Med en drøm om at bli’ fri / Men du ka’ ik’ ta’ Aarhus ud / Ud af den hér pige”

Så anderledes at høre Tina Dickow-lyrik på dansk; hvordan mon hendes engelske tekster ville lyde på modersmålet? Det er en fin sang, men bliver nok ikke byens sang som ”Hjem til Aarhus”.

Kjartan Arngrim, som er pæreaarhusiansk, gav scenevant to hits fra sin gruppe Folkeklubben. ”Danmarksfilm” og ”For pengene” er allerede sange, som vi kunne synge med på.

Til radiohittet ”You wanna teach me to dance” blev det naturligvis også til nogle dansetrin. Det har ikke været let for Tina Dickow at komme videre ud af det pæne-pige-image, som i flere år klæbede. Men her kunne hun danse – det blev en dans for ægtemanden, der svarede med en brillant basunsolo.

Aftenens hemmelige gæst var nærmest uhemmelig; med glæde præsenterede Tina Dickow sit idol og mentor: Den ægte aarhusianer Steffen Brandt. Sammen gav de ”Randers Station” (”det er ikke så langt fra Aarhus”) og en rigtig aarhussang ”Hele verden fra forstanden”.  Steffen Brandt, naturligvis med islandsk sweater, har lune og glimtet i øjet, og stemmen er stadig distinkt, men er blevet lidt tyndere.

Mod slutningen af nummeret fyldte Vocal Line bagscenen og sang kor på de sidste omkvæd.

Inden finalen flød Björks ”Hyper-ballad” ud over os i en korudgave med mundperkussion og diskrete køller fra bandets eminente trommeslager. Som Tina Dickow sagde: ”Björk kan man ikke komme uden om”.

Fantastisk og fredfyldt

Koret blev på scenen og sang strygerstemmerne til Tina Dickows hyldest til Island ”True north”. Et pompøst nummer, som naturligvis måtte afslutte denne gallakoncert. I modsætning til studieudgaven havde nummeret her en slutning, hvor sangerinden gik helt ned i volume men med stor intensitet, inden nummeret sluttede med fuldt skrald. ”They say it’s a cold place / We found true north, true north”.

15.000 begejstrede og rørte publikummer løftede himlen over Aarhus, og Tina Dickow og bandet kvitterede med ekstranumrene ”Old Frieds” og ”No time to sleep”. Under sidstnævnte fadede orkestret ud, og publikum repeterede omkvædet ”no time to sleep, no time to sleep, no time to sleep”.

For allersidste gang kom Tina Dickow på scenen, alene med sin guitar, og kunne berette, at hun havde planlagt det hele indtil dette øjeblik.  Og så sang hun en nøgen og åben ”Room with a view”. Under nummeret begyndte en stille regn, og vi kunne musik- og finregnberuset bevæge os hjem.

En fantastisk start på Aarhus Festuge 2015, hvor vi måske skal høre John Lennon-teaterkoncert, Hyms From Nineveh, den nye opera Efterklang eller ...

Tak til Tina Dickow, fordi du kom Ned fra Nord med dine venner – vi kender nu mere til islandsk musik.