Genrer
Todd Rundgren: Something/Anything?
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste nogensinde. Dette er nr. 173
Det bedste førstehåndsindtryk, en plade kan give mig, er at den er ambitiøs. Og med en titel som Something/Anything? og et pladecover, der viser nogle abstrakte blomster, så forventer man da et vist ambitionsniveau, især når det er et dobbelt-album. Når man finder ud af at ca. 3/4 af pladen består af sange, der er indspillet udelukkende af Todd Rundgren selv, mens den resterende fjerdedel er ubearbejdede studieoptagelser, bliver man endnu mere interesseret. Og efter at have hørt det, vil jeg ikke engang sige, at det kan høres på sidstnævnte, mest af alt fordi de spiller så godt – selvom lyden naturligvis er mere rå og flere forskellige musikeres stilarter er afspejlet. Numre som "Hello it’s me" og "Slut" er fænomenale popsange, men samtidig er numre som "Piss Aaron" og "Some folks is even whiter than me" ret bizarre men samtidig virkelig interessante numre. Rundgren er en dygtig musiker og sangskriver, men han har af og til nogle problemer med sin lyrik. Den er ikke altid lige bemærkelsesværdig. Jeg elsker, når den på visse numre understøtter instrumentationen, men han laver altså tit nogle maybe-baby-rim i kærlighedssange, hvilket ikke stemmer overens med det, jeg ved, han kan.
Instrumentationen og lyrikken arbejder ellers flot sammen på visse numre, heriblandt It "Takes two to tango (this is for the girls)", hvor der bruges kastagnetter. Et andet eksempel er "The night the carousel burned down", hvis instrumentation er meget lig karrusel-muzak, navnligt i et instrumentalt stykke omkring midten. Dette giver nummeret en særpræget lyd, og mod slutningen kan man høre denne muzak gå fra hinanden, præcis som karrusellen i titlen. Rundgren er meget bevidst omkring lyd, og han er fuldkommen bevidst omkring problemerne ved vinyl. Nummeret "Intro" består da også bare af at han taler om forskellige problemer, der kan opstå, når produktionen ikke går helt som det skal. Han opfordrer lytteren til at lege en leg, hvor man leder efter sådanne fejl på diverse plader. Han påstår, at man også kan lege legen med denne plade. Ud over sange, hvor det tydeligvis er meningen, at sådanne fejl opstår, er det stort set umuligt at spotte dem. Han har været fuldkommen mesterlig i produktionen, og lyden er på alle måder enormt lækker. Hvert eneste instrument lyder klart som diamant.
Rundgren valgte at gøre Something/Anything? til et dobbeltalbum, og når et album varer 1½ time, vil man jo helst ikke føle, at man spilder sin tid. Så man kan spørge, om numrene alle er værd at lytte til? Jo, de er uden tvivl produkter af deres tid. Det er nogenlunde samme genre som Electric Light Orchestra og Supertramp. Fælles for disse kunstnere er, at de var både meget progressive og poppede, og deres interessante ideer kan godt lyde lidt fjollede nu til dags, hvor de er blevet efterprøvet mere, især i forhold til synthesizere. Lyden er måske også lidt trættende i længden, selvom det er svært at pege på numre, der ikke lever op til pladens høje standard. Men der er en defineret vision med hele pladen, og hvis man splittede den op i to, ville de føles meget udefinerede. Rundgren er en latterligt dygtig musiker, og mens Something/Anything? måske viser sin alder og ikke altid er mesterlig rent lyrisk, så er der så mange gode ideer og så mange gennemarbejdede sange opført af en musikalsk perfektionist, at pladen er svær ikke at være imponeret af.