Toto’s store soloprojekt

Toto, Bøgescenerne på Smukfest 2012, søndag den 12. august 20.00.

BibZooms yngste anmelder har kastet sig over sin forældres generations musik. De musikalske barnesko blev trådt til lyden af kassettebånd i bilradioen og forbudte opdagelser ved den fine plade spiller. Nu er det blevet tid til et gensyn. For at se, om barndommens ikoner har overlevet tidens test.

Da Toto gik af scenen efter lige over en time, havde de spillet ni numre. Det er næsten syv minutter til hvert nummer. Og der var i sandhed ikke mange sekunder, der gik med snak eller ventetid mellem de støvede rocknumre og de hedengangne hits. Den tid, som det sammenbragte og storsælgende band brugte på at spille selvfede soloer og spille de største hits tyndt, kunne med stor fordel havde været brugt på at spille nogle af de mange store hits, Toto har lavet gennem de sidste 36 år.

Koncerten startede egentlig meget fint med ”Only The Children”. Der var god energi både på og nedenfor scenen, og Toto demonstrerede fra første takt, at de er et af de mest præcise og rutinerede liveband i verden.

Efter åbningsnummeret blev det David Paichs tur til at synge. Det trak lidt energi fra scenen, og nummeret var bestemt ikke blandt de tyve mest velkendte fra bandet, der ellers har hits nok i bagkataloget.

Heller ikke ”St. George and the Dragon” var lige det, publikum var kommet for at høre på festivalens sidste aften. En fjerdedel af koncerten var gået, og kun et enkelt nummer havde for alvor virket.

Heldigvis gav ”Rosanna” publikum det pust af liv, som koncerten havde brug for. Alligevel jeg og savnede, at autopiloten blev afløst af synlig spilleglæde og mindre show. Et par blæsere på scenen, lidt mere lyd på korsangerne og knap så mange imponerende soloer havde gjort koncerten mere levende og nærværende. Der gik lidt for meget radio i den.

Med en sætliste hvor det nyeste nummer har mere end tyve år på bagen, er det måske meget at forvente, at der skal være leg og spilleglæde at spore på scenen, og publikum kom fint med efter hits som ”Pamela”, ”Stop Loving You” og ”Hold the Line”, der gik over i både solo-vamp og korsanger improvisation.

Alt i alt var man mere opholdt end underholdt og mere fascineret end imponeret. Ekstranumrene ”Africa” og ”Home of the Brave” varede tilsammen tyve minutter, og det lykkedes simpelthen ikke at holde energien oppe med påtaget fællessang og solo-rundgange.