Genrer
Tracy Chapman: Tracy Chapman
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste nogensinde. Dette er nr. 261
Alle kender vendingen “one-hit wonder”, men der findes også mange one-album wonders. Navne som The Killers, Moby Grape, Arrested Development og selvfølgelig Tracy Chapman hører til i denne kategori, for de færreste har lyttet til mere end hendes første album, der simpelt nok hed Tracy Chapman. Med denne enorme sællert fik hun da også tre meget store hits: "Fast car", "Baby can I hold you" og "Talkin’ ‘bout a revolution". Hendes stil er også lige det, der var in i slut-80’erne, nemlig middeltempo-sange ført med simpelt akkompagnement og stort fokus på følelser.
Tracy Chapman havde virkelig noget på hjerte, og når man lytter til en sang som "Fast car", føles det hele så nært, at det sagtens kunne være sket i virkeligheden. Man fornemmer, at Chapman kender til fattigdom og ulykke i familien. Om hun gør, skal jeg ikke gøre mig klog på, men det er fantastisk fortalt, og melodien går lige i hjertet. Hårde emner som revolution, fattigdom, racisme og vold i hjemmet bliver lige fra starten taklet på pladen. Sidstnævnte bliver behandlet på en kort sang uden instrumentation ved navn "Behind the wall", og den behandling er virkelig effektiv. Man kan godt få en klump i halsen.
Selv på kærlighedssangene føles det trist, men Chapman formår samtidig at skabe fængende melodier, som man sagtens kan smile til og klappe med på. Og jeg elsker virkelig, når musikere gør det muligt at kunne se på de samme sange fra forskellige vinkler. Det er sådan noget, grupper som Gang of Four og The Smiths var eksperter i nogenlunde samtidig, og Chapmans bedste numre fungerer næsten ligeså godt efter disse parametre.
De fire kærlighedssange på pladen er også meget forskellige. Min favorit er uden tvivl den klassiske "Baby can I hold you", som er rigtig let at knytte sig følelsesmæssigt til med den stærke tekst, men også den mere energiske "For my lover" og den følsomme "If not now" brillerer med deres gode melodier, som bliver i hovedet i lang tid. Afslutningsnummeret, den langsomme "For you", føles som albummets følelsesmæssige klimaks. Som en individuel sang er den dog ikke særlig mindeværdig. Melodien er ikke helt fantastisk til at gribe lytteren, og instrumentationen har vi hørt før. Numrene "Mountains o’ things" og "She’s got her ticket" har eksotisk instrumentation, der vist er inspireret af både afrikansk folkemusik og kalypso, men følelsesmæssigt siger de mig bare ikke særlig meget.
På nummeret "Why?" stiller Chapman et simpelt spørgsmål i løbet af kun to minutter, og et spørgsmål som “hvorfor er der så meget uretfærdighed i verden” er måske naivt, men det virker faktisk. Nok mest af alt fordi sangen er så hurtig og direkte, og så prøver den ikke på at være lommefilosofisk. Spørgsmålene skal ikke besvares, de skal bare tænkes over, og hun får dig rent faktisk til at bemærke et par ting, du nok ikke havde lagt mærke til ellers. Som helhed er albummet ikke helt fantastisk opbygget, men da sangenes kvalitet er så høj, så gør det ikke særlig meget, især ikke når albummet alligevel er ret kort med blot 36 minutter. Heldigvis er åbningsnummeret, "Talkin’ ‘bout a revolution" godt til at sætte det hele i gang, og "For you" runder smukt det hele af, og de generelle principper for albumdynamik er der da også taget højde for. Måske måtte "Mountains o’ things" godt være lidt længere fra "She’s got the ticket", for nu lægger man ikke specielt meget mærke til sidstnævnte, og med undtagelse af "Baby can I hold you" har alle kærlighedssangene desværre hobet sig op i slutningen af pladen. Men bortset fra sådan nogle bagateller og de manglende perfektioner på visse numre, så er Tracy Chapman let at anbefale.