dummy

Tranerne kommer

4-04-2018
Steffen Kronborg, Rudersdal Bibliotekerne


Sidst i marts eller først i april flyver tranerne fra deres vinterkvarter sydpå mod ynglepladserne i de nordiske lande. For alle fugleelskere er tranernes genkomst en glædelig begivenhed, og de fleste ornitologer bliver i godt humør, når de hører tranernes triumferende trompeteren i luften (man hører ofte tranerne, før man ser dem). For en del traners vedkommende går turen over det østlige Skåne, og det betyder, at de store fugle passerer direkte hen over musikeren Ulf Lundells hus i Kivik ved Simrishamn.

Ud over at være musiker, maler og forfatter er Ulf Lundell også en habil fuglekigger, og af samme grund har han ofte inkluderet navnene på forskellige fuglearter i sine sangtekster. Eftersom traner er noget helt særligt, er det egentlig mærkeligt, at de aldrig har optrådt i noget større omfang hos Lundell. Det gør de til gengæld nu, hvor en af hovedsangene på sangerens nye dobbeltalbum, Skisser (dvs.: Skitser), netop har titlen ”Tranorna kommer”. Og heldigvis er sangen lige så lykkeligt begejstret som den begivenhed, den beskriver.

En uventet samling nye sange

At der i det hele taget foreligger en udgivelse med ny musik fra Ulf Lundell er i sig selv temmelig overraskende. Lundells seneste cd, Trunk, blev udsendt for fire år siden, og efter den har der – bortset fra en række koncerter, heriblandt en ”afskedsturné” – været ret stille omkring musikeren. Ganske vist har han lavet nye malerier, som han har udstillet i sit galleri i Simrishamn. Men ellers har der kun været få og små livstegn fra kunstneren – og slet ingen antydninger af ny musik. De fleste af hans fans (heriblandt undertegnede) var efterhånden begyndt at indstille sig/os på, at en stor musikalsk karriere var definitivt slut.

Pludselig i januar 2018 dukkede der så en række nye sange – 27 i alt – op på Lundells hjemmeside, til fri aflytning og til stor forbløffelse for fans'ene. Sangene lå på hjemmesiden i nogle uger, inden de forsvandt igen lige så brat, som de var kommet. Til gengæld kunne man nu læse en besked om, at sangene ville blive tilgængelige på en dobbelt-cd med titlen Skisser, som forventedes udsendt d. 30. marts i år. Og ganske rigtigt: nu foreligger den uventede og overdådige samling nye sange, til glæde for musikerens mange fans. De nye sange er indtil videre blevet vel modtaget af de musikkritikere, som nåede at høre dem, mens de endnu var tilgængelige på Lundells hjemmeside. Flere beskriver sangene – og især teksterne - som de bedste fra musikeren meget længe. Jeg nåede selv at høre det meste igennem en enkelt gang, inden sangene forsvandt fra Lundells hjemmeside, og jeg er ikke uenig med avisanmelderne, selv om jeg ikke fik lejlighed til at gå nærmere i detaljer med hverken tekster eller melodier. Det, jeg hørte, lød imidlertid godt, så jeg glæder mig til at stifte nærmere bekendtskab med de 27 nye sange.

Mit umiddelbare indtryk af sangene er en stribe musikalsk afskrællede numre, primært med akkompagnement af guitar samt evt. mundharmonika. På mange måder minder numrene om de demo-numre, som i rigt omfang udgjorde indholdet på Lundells store 14-cd-boks fra 2007, Under vulkanen; men en endelig dom må afvente flere gennemlytninger.

Melodierne til de nye sange er typiske Lundell-melodier, med lange og ordrige vers og som regel med et stærkt omkvæd. Det gælder ikke mindst den sang, som har lagt navn til denne artikels overskrift, ”Tranorna kommer”,og som alene gør, at jeg dårligt kan vente på at fordybe mig i dobbelt-cd'en. Men jeg ser naturligvis også frem til at lytte nærmere til de andre nye sange på Skisser – de forskellige svenske musikkritikere har hver især fremhævet forskellige numre som deres favoritsange.

Som en lille krølle på historien om en uventet tilføjelse til Lundells i forvejen enorme sangkatalog forlyder det, at sangeren også udsender en ny bog i maj: Vardagar (dvs.: Hverdage). Bogen består af dagbogsnotater om alt mellem himmel og jord og lyder på forhånd mest som en form for pendant til Lundells 832 sider store, prosa-lyriske værk fra 2003: Frukost på en främmande planet. Der er som sagt grund til at glæde sig til et spændende Lundell-forår.

Læs mere på musikerens egen hjemmeside