Genrer
Tre gange Hellstrand
Det er sjældent, undertegnede har musikalske ærinder på YouTube, og det hænger først og fremmest sammen med, at jeg til daglig har nok at gøre med at høre min egen musik på cd. Men der er en enkelt musikvideo, som jeg med jævne mellemrum besøger YouTube for at se, og det gør jeg, fordi videoen her (så vidt jeg kan gennemskue det) ikke kan opleves andre steder. Der er altså ingen vej udenom, hvis jeg vil se og høre de tre gæve gutter Sulo, Plura og Staffan Hellstrand fremføre nummeret "Höga låga", mens de promenerer rundt på Mariaberget langs Ridderfjärden med en fantastisk udsigt over et vinterligt Stockholm.
Billedsiden til videoen er en fornøjelse i sig selv; men det er primært for lydsidens skyld, jeg så ofte har lyst til at gense indslaget på YouTube. Sangen "Höga låga" er skrevet til musikteater-forestillingen af samme navn på Södra Teatern i december 2009, og det er også på teatret, de tre syngende herrer slutter deres Stockholms-promenade. Men sangen kan sagtens stå alene uden nogen form for teatertilknytning (som jeg i parentes bemærket heller ikke kender noget til, ud over at stykket indeholder tekster af digteren Ernst Brunner, tilsat toner af Sulo).
Sangen "Höga låga" kender jeg til gengæld efterhånden ret godt. Den er i bund og grund en typisk Hellstrand-sang: en melodisk, iørefaldende, let melankolsk sang med en fin tekst og med et omkvæd, der øjeblikkeligt sidder lige i øret. Hvorfor nummeret ikke for længst er udsendt som single (eller som del af et større værk) er mig fuldstændig ubegribeligt – men måske det hænger sammen med ophavsretslige problemer. Der er trods alt tre musikere fra tre forskellige pladeselskaber involveret i videoen. Men så kunne Staffan Hellstrand vel bare indspille nummeret til en af sine soloudgivelser?
Staffan Hellstrand er ikke voldsomt kendt i Danmark, selv om mange måske har hørt en eller et par af hans sange. Hellstrand er bl.a. ophavsmand til sangen "Fiskarna i haven", som i Sverige blev et giganthit med sangerinden Idde Schultz, og som også blev en pæn succes i dansk oversættelse, fremført af Louise i gruppen Blå Øjne. Hellstrand er også manden bag det svenske fodboldlandsholds officielle sang til Europamesterskaberne i 2000 (hvor Sverige ikke klarede sig specielt godt – men det var næppe sangens skyld). EM-sangen hedder "Explodera", og den indbragte Staffan Hellstrand hans første platinplade.
Ud over disse stjernestunder har Hellstrands lange musikkarriere budt på en stribe glimrende plader i eget navn, tre udgivelser med gruppen SH i årene 1985-88 - samt ikke mindst en perlerække af sange til andre artister, bl.a. altså til Idde Schultz, hvis debut-cd på nær et enkelt nummer udelukkende bestod af Hellstrand-numre. Cd'en Idde Schultz fra 1995 fremstår fortsat som en af de mest helstøbte svensksprogede cd'er inden for den melodiske rockmusik. Køb den endelig, næste gang du ser den i udsalgskasserne til en 10'er.
I 2010 var Staffan Hellstrand igen involveret i en kvindelig svensk sangerindes debutudgivelse. Svensk er måske så meget sagt, for Isabel de Lescano er finsk-argentinsk og kommer dermed fra en helt anden baggrund end Hellstrand selv. Ikke desto mindre er samtlige 11 sange på hendes første cd skrevet af Staffan Hellstrand og bærer alle sangskriverens umiskendelige aftryk: gode melodier, melankolske tekster og – frem for alt – iørefaldende refræner.
Isabel de Lescanos stemme er ret speciel, og det er måske hovedårsagen til, at cd'en ikke blev nogen publikumssucces. Faktisk solgte den ikke særligt godt, og den kunne snart findes i butikkernes udsalgskasser til lave priser. Men Hellstrands sange er helt sikkert den fulde indkøbspris værd.
Efter samarbejdet med De Lescano har Hellstrand koncentreret sig om at skrive sange til sig selv, og resultatet kan høres på musikerens 14. cd i eget navn – for første gang i karrieren på en udgivelse, hvor cd'ens titel er den samme som kunstnerens navn. Staffan Hellstrand indeholder 12 sange (hvoraf én tidligere har været udsendt på Idde Schultz' og Anna Stadlings cd Hjärtat fullt fra 2008), og som sædvanlig er der tale om 12 smukke og dejligt iørefaldende sange. Melankolien er naturligvis ikke glemt – to af sangene på cd'en handler om nære familiemedlemmers død (broderens og faderens), og disse sange giver udgivelsen en tyngde, som måske gør den mørkere end Hellstrands tidligere plader, men som bestemt ikke gør den atypisk.
Staffan Hellstrand rummer en række eksistentielt vægtige sange, fremført af et hold musikere, som har været på banen i mange år, og som kan deres arbejde til perfektion. Fredrik Blank (guitarer) og Pontus Frisk (musiker og producent) er navne, der ofte optræder sammen med Hellstrands navn – og i denne lytters ører er det navne, der (næsten) altid borger for høj kvalitet.
Den, der venter på noget godt, venter ikke forgæves, lyder et gammelt ord, og det gælder også i dette tilfælde. Staffan Hellstrand indfrier fuldt ud forventningerne, og det mest uventede i forbindelse med udgivelsen var måske anmeldelsen af cd'en i det store dagblad Göteborgs-Posten. Hør blot, hvad avisens musikanmelder Johan Lindqvist havde at sige om udgivelsen: "Men det blir också tydligt hur tiden har sprungit ifrån hans musikaliske uttryck. Hellstrand tillhör en generation artister som har svårt att hävda sig post-Håkan Hellström". Osv.
Jamen, er manden totalt idiot – eller lader han bare som om? Det er naturligvis en ærlig sag ikke at kunne lide en bestemt udgivelse eller en bestemt type musik. Men at fable om, at et musikalsk udtryk er "forældet" må vist i bedste fald kaldes naivt. Staffan Hellstrand udtrykker sig – nu som tidligere – inden for en musikalsk tradition (hvor man også finder musikere som Ulf Lundell og Peter Lemarc – og i øvrigt også Håkan Hellström), og det hverken kan eller vil han formentlig løbe fra. Men af den grund at udlede noget om musikerens mere eller mindre "moderne" udtryksform må vist karakteriseres som mindre godt begavet – for nu at sige det på en pæn måde.
Som Mikael Wiehe (i anden anledning) har udtrykt det: "Men om det här ska kallas framåt / då ska jag ingenstans". Kvalitet har heldigvis ingen alder og er ikke underlagt skiftende modeluner – heller ikke inden for rockmusikken.