Genrer
Triste sange på en lørdag aften
Koncert anmeldelse: Josh T. Pearson, VoxHall 3. september
Der står en mand på en scene. Han har en westernguitar om halsen. Han spiller fire sange, før han giver et lille buk og går ud igen. Var det en koncert? Ja, det var det. Når manden hedder Josh T. Pearson, når sangene allerede i albumversionen er ti minutter lange og når de bliver leveret med den intensitet og nerve, der kommer fra det udtryksløse sydstatsansigt, er det ikke bare en koncert. Så er det en musikalsk ind i kroppen oplevelse.
”I’m the man they send to ruin the party,” proklamerer han, da sætåbneren ”Sweetheart, I Ain’t Your Christ” klinger af. Han har spillet over 10 minutter allerede. Og hele salen har holdt vejret. Ikonisk toner han frem på scenen. Han er klædt helt i sort. Kamufleret bag sit lange hår og sit vilde skæg lader han lader han tunge tekster forlade de sammenbidte læber. Han er ikke nogen glad mand, Josh T. Pearson. Men under overfladen lurer en sarkastisk og ærlig humor, der skinner igennem, lige så snart lyden af den sidste akkord dør ud.
Fra tyst fingerspil til flammende flamenco
Han fører publikum videre med ”Woman, When I’ve Raised Hell”. Ligesom resten af sangene på den anmelderroste debutskive Last of the Country Gentlemen har den klare rødder i country- og folktraditionen. Det insisterende fingerspil er hans dynamiske værktøj til at nuancere hver eneste linje. Fra det brusende, flamencoinspirerede guitarstøj, der med distortion får akkorderne til at flyde sammen i en elektrisk strøm af frustrationer og knuste drømme. Til det helt distinkte fingerspil, hvor man kan høre ekkoet, når han slipper strengene og skifter akkord. Her skinner eftertænksomheden og melankolien igennem. På den måde er han musisk i stand til, ene mand, at formidle den smerte, der gemmer sig i hans tekstunivers.
Og han har været meget smerte igennem siden han i 2001 udgav CD’en The Texas-Jerusalem Crossroads sammen med bandet Lift to Experience. Et mislykket ægteskab, et alkoholmisbrug og kampen for at komme på benene igen. Fortiden skaber atmosfæren om en ærlig kunstner, der kæmper sig op på scenen for at synge fra sjælen.
”What’s the differnce between a large pizza and a musician?”
Desværre var han ikke i vante omgivelser. Det var tydeligt. Han er vant til at have et lydløst publikum, der oplever koncerten fra polstrede stole. Lørdag aften havde han et festugetræt og øldrikkende publikum, der langt fra kunne fylde VoxHall og heller ikke turde drømme sig helt væk. Derfor forvandlede Josh T. Pearson sig efter sættets tredje nummer, ”Sorry With A Song”.
Han blev simpelthen til en distanceret stand-up-komiker, der kastede den ene efter den anden joke af sig. Alle med den fortabte musiker som kernen. Han var ustoppelig, og det forlegne publikum, der lige havde været vidne til en halv times følsom kunst kunne løsne op med letkøbt latter. ”The large pizza can feed a family of four.”
Det virkede som en umulig udfordring at genskabe nerve og nærvær ovenpå dette humoristiske intermezzo, men Josh Pearson gav ikke op. Han tørrede sveden af panden med sit cowboy-halstørklæde, lod hånden løbe gennem det lange vilde hår og fortsatte. Utrættelig, ærlig og fokuseret på at give det lyttende publikum en uforglemmelig afslutning på festuge.
Foto: Søren Berggren Toft