Tværkulturelt indieinferno

Tværkulturelt indieinferno fremelsket af fjogede fyre og stærke kvinder fra London og Baskerlandet

En af grundene til, at jeg så småt fik øjnene op for indiemusikken, er det feminine islæt. Efter i foråret sidste år at have kørt sur i de absurd lange instrumentale forløb, fremført af selvhøjtidelige herrer bag penisforlængende musikinstrumenter, begyndte jeg at søge efter nogle blødere værdier. Og hen ad vejen dukkede Marina & The Diamonds, Fallulah og Band Ane op.

Ikke at der som sådan var noget nyt under solen, men jeg forelskede mig hovedkulds i den rendyrkede feminine identitet, jeg ikke tidligere havde været modtagelig overfor. Her var ikke tale om vrængende rocktøser, der var et med gutterne, men selvstændige, kreative individer med egne visioner. 

Og hvor ville jeg bare ønske, de to kvindfolk i Crystal Fighters trådte mere i karakter, og viste de lallede drenge i bandet, hvor skabet skal stå. Nogle vil nok argumentere for dynamikken ved knægtenes vokale tilstedeværelse, men jeg bliver bare irriteret. Jeg må erkende, at det nok bunder i noget så politisk ukorrekt som leden ved deres spanske og pseudojamaicanske accenter. Jeg mindes med gru starten af forrige årti, hvor den i overmål forherligede Manu Chao tryllebandt folkemasserne med sin eksotiske ”charme” på Roskilde Festival. Det blev næsten for hyggeligt med den der irriterende, tilbagelænede ”I don’t care for tomorrow, let’s smoke a joint and make some music”-attitude.

Nuvel, Star of Love er faktisk, mestendels, produceret ganske fremragende. Der spares ikke på detaljerne, og de stemmer fint overens med, hvad der rører sig i dagens nylige, elektronificerede musik. Der er karakteristisk hakkende dubstepsynth, maniske hi-hat programmeringer og andre overstyrede effekter hele vejen igennem.

Særlig entusiasme fremkalder ”I Do This Everyday”. Det her er lyden af piger, der voksede op med Marilyn Mansons ”The Beautiful People” og blev så skadede, at de små 14 år efter måtte versionere deres traumer. På en bund af militaristiske trommer og ditto heavy guitar er referencen klokkeklar. Resultatet er overstadigt og knapt så lyrisk tungtvejende som inspirationen. Men superfedt er det.

Og i ”I Love London” får sloganet ”more cowbell” virkeligt kam til sit filtrede hår, og det kammer fuldstændigt over - hvis man må bruge et plat ordspil.

”With You” har en følsom men alligevel menneskefjern patos, som vi kender det fra Röyksopp, men også andre frankofile electronica acts og italo discoede synthriffs.

Derimod er ”Solar System”, ”Xtatic System”, ”Champion Sound,” ”Plage” (ja såmænd) og ”Swallow” direkte øretæveindbydende fra øjeblik, mændene får det første ord indført. Sad jeg i direktørstolen på Different, havde min veludviklede søstersolidaritet sikret, at knejterne øjeblikkeligt var iført mundkurv i indspilningsprocessen.

Uden potentiale er Star of Love er dog ikke. De glødende anmeldelser – især i den britiske presse – bunder ikke i tilfældigheder. Jeg køber dog ikke pakkeløsningen Crystal Fighters m/k, og albummet er nok forsvundet i glemselen, når dette læses.