Tysk musik er mere end schlagere

I alt for mange år har musik fra Tyskland været indbegrebet af dårlig smag. I Danmark kunne vi høre og se musik i de tyske tv-kanaler. De var præget af schlagere fremført af mænd og kvinder i spraglet tøj og et tydeligt hårproblem. Ofte havde de udenlandske navne som Rex Gildo, Tony Marshall, Mary Roos eller Roy Black, selv om de i virkeligheden var tyskere og hed f.eks. Alexander Ludwig Hirtreiter (Rex Gildo) eller Herbert Anton Hilger (Tony Marshall). I årtier flimrede de over tv-skærmene og flød over æteren og ofte kunne man ikke rigtig skelne sangene fra hinanden - jeg kunne i hvert fald ikke. Det hele lød som om det kom ud af samme syntetiske musik-maskine: "1-2-hossa".

Men hvorfor var det nu lige, at populærmusikken var så underudviklet i Tyskland?

En del af forklaringen ligger i, at der efter Anden Verdenskrig ikke var mange kunstnere og alternativt tænkende hoveder tilbage, da hele den innovative kunstnerelite enten var udvandret eller var blevet myrdet af nazisterne, og efter krigen havde man bare brug for uforpligtende underholdning efter de udmattende krigsår.

Fra schlagere til krautrock

Da tv og radio blev hver mands eje i 1960'erne, blev det også starten på en ny æra for "Schunkel-Musik", dvs. musik som man kunne skåle til. Det kulminerede med schlagernes højtid i 1970'erne og helt op til 1980'erne. Hvor der, specielt i USA og Storbritannien, skete en kunstnerisk eksplosion i årene under ungdomsoprøret sidst i 1960'erne, kom Tyskland aldrig for alvor i gang med en musikalsk revolution.

I 1978 kom Tyskland dog midlertidig på det musikalske verdenskort, da elektromusik-gruppen Kraftwerk udgav deres sange "Autobahn" og "Model". Det skulle senere hen vise sig at være startskuddet til en helt ny musikretning vi i dag kender som techno.

En lille niche fra 1970'erne, som for tiden har en form for comeback ikke kun i Tyskland, var fænomenet "Krautrock": en jazzinspireret avantgarderock med bands som Tangerine Dream, Can og Amon Düül i spidsen. (Tyskere kaldes nedladende "Krauts" af amerikanere, nok i forbindelse med egnsretten sauerkraut).

Punk og pop

Samme tid holdt punkmusikken sit indtog i Tyskland i form af Nina Hagen, og musikeren og sangeren Udo Lindenberg og hans Panikorkester med base i Hamborg blev i disse år trendsætter inden for tysksproget rock og tog dermed en ny bølge på forskud, nemlig det der kom til at hedde "Neue Deutsche Welle" - den nye tyske bølge, i starten af firserne: en del nye navne dukkede op og spillede pop og rock på tysk.

I et Tyskland mellem Gorbatjov og Reagan begyndte der så småt at røre sig noget, og der blev tiltagende stillet spørgsmålstegn ved muren der delte landet. Især Udo Lindenberg var på sin egen direkte, men måske lidt naive, måde aktiv. I sit store hit sidst i firserne, sangen"Sonderzug nach Pankow", bygget over en kendt Glenn Miller-melodi, henvender han sig til daværende DDR-statsleder Erich Honneker, med det det sjove spørgsmål, om ikk eogså han bare engang imellem i smug har lyst til at tage en læderjakke på og lytte til vest-radioen.

Men til trods for (også i Danmark) kendte navne som Udo Lindenberg, Nina Hagen, Herbert Groenemeyer og Nena (hende med de "99 Luftballons"), var der ikke for alvor rigtig "gang i den". Det var som om en vis kunstnerisk lammelse, eller måske tamhed havde bredt sig, da man aldrig helt kunne være befriende kreativ eller endda kritisk i skyggen af muren i det delte Tyskland.

Men. I 1989 satte en vigtig historisk begivenhed skub i udviklingen: Berlinmurens fald. Det var startskuddet til en anderledes moderne tysk kultur og en helt anden måde at omgås nye strømninger på. De unge i det genforenede Tyskland havde fået nok af fortidens eskapistiske musikkultur og gik nye veje. Men der måtte gå et par år endnu, inden det for alvor blev anderledes.

Efter muren

1990'erne var et årti hvor man orienterede sig på ny og fordøjede genforeningen. Sange som"Freiheit" af Marius Mueller Westernhagen og "Wind of change" af Scorpions var de store hits.

Men årtiet synes i bakspejlet ikke at byde på noget specielt. Begrebet "Kuschelrock" var på mode: et fænomen der kan oversættes med "stearinlys-rock", dvs. musik til tosomheden i de blå timer ...

Nu, i det nye årtusind, ser det endelig ud til at en helt ny generation af musikere sætter dagsordenen. Unge musikere der er født efter murens fald i det genforenede Tyskland, som ikke kender til hverken den tyngende skyldfølelse, der var udbredt i vesten i årtierne efter Anden Verdenskrig, og heller ikke til den socialistiske enhedskultur i DDR, kommer på banen nu med stor spilleglæde og intelligente tyske tekster.

Den unge tyske musik er befriende fræk, kreativ og mangfoldig. Navne som Fettes Brot, Wir sind Helden, Silbermond, Juli, Xavier Naidoo, Gentleman, Tokio Hotel og de mere etablerede navne som Die Toten Hosen og Rammstein, er lysår fra ovennævnte schlager-gestalter som Rex Gildo eller Tony Marschall.

Fettes Brot er rap fra Hamburg: Historiefortællere på højeste plan, med en god portion humor og nordtysk "Schnodderichkeit" (kan oversættes med ordkløverisk løssluppethed).

Eksponenter for den nye tyske progressive pop-rock er Wir sind Helden fra Berlin, Juli fra delstaten Hessen og Silbermond fra delstaten Sachsen i Østtyskland. Alle tre bands har det tilfælles, at de har en kvindelig forsanger.

Xavier Naidoo er soulsanger med rødder i Sydafrika og Indien. Musikalsk bevæger han sig et sted mellem britiske Sting og danske Outlandish. Hans sang "Dieser Weg" blevslagsangen for et ungt tysk, offensivt spillende landshold under fodbold VM 2006.

Gentleman er noget så genialt som en reggaemusiker, der synger med den bredeste "dreadlock"-accent på engelsk. Han lever og arbejder skiftevis i Köln og på Jamaica, hvor han er ret populær. Hans tekster kredser om sociale og åndelige emner.

Teeny-band og tungrockere

Tokio Hotel, som også er kendt i Danmark, er et teeny-band, med et par tvillinger i front, der ser ud som nogle manga-kloner. For nogle år tilbage var de meget populære. Det er vist underdrevet: Overalt hvor de dukkede op, opstod der hysteri blandt de 8-14 årige. Selv om Tokio Hotel ikke er et egentligt "casted" band, er det styret og markedsført af bagliggende producenter.

Punkrocken lever i bedste velgående i Tyskland med bands som Die Ärzte, med karismatiske Bela B. i forgrunden, og de efterhånden garvede Die Toten Hosen fra Düsseldorf med tysk/britiske Campino som frontmand. Sidstnævnte har spillet på Roskilde Festival en gang tilbage i 1990'erne og fik Huset (i dag kendt under det mere fancy navn "Voxhall") i Århus til at vælte, ved en tætpakket koncert i samme årti. Så de er ikke helt ukendte herhjemme.

På internationalt plan er der i dag indenfor rocken egentlig kun tungrockerne Rammstein fra Østtyskland, der kan mænge sig med de store. Deres cd Mutter røg til tops på de amerikanske hitlister, og Rammstein er det tyske band i nyere tid, der har solgt flest cd'er i udlandet. Gruppen har været omstridt, da de i starten iscenesatte sig med fascistisk symbolik. En af deres kendeste musikvideoer er en montage af Leni Riefenstals berygtede propagandistiske sort-hvid optagelser fra 1930'erne. Gruppen påstår det var og er ironisk ment, og tager ihærdigt afstand fra enhver forbindelse til nynazismen. Det må være op til den enkelte, hvad man synes om det. Uanset hvad, er det måske et sundt tegn for det tyske demokrati, at der ikke gøres et større ramaskrig herom.

Det ser trods alt lyst ud for fremtiden, og det er interessant, at der har udviklet sig så rigt et musikliv, fjernt fra den monokultur der prægede det musikalske landskab i alt for mange år. Man må håbe, at netop den musikalske mangfoldighed afspejler et forandret Tyskland: Et moderne, multikulturelt og tolerant land i hjertet af Europa.