Genrer
U2: All that you can't leave behind
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste. Dette er nr. 139
Her er en mening, man sjældent hører: U2 er hverken et særlig fantastisk eller særlig forfærdeligt band, og selvom deres 00’er- og 90’er-materiale ikke er på niveau med det, de lavede i 80’erne, laver de stadig i dag friskere og mere nutidigt materiale end de fleste andre klassiske 80’er-bands nu til dags. Det føles sært at tidsbestemme dem som et 80’er-band, for i år 2000 fik de et af deres mest populære hits nogensinde med "Beautiful day" fra albummet All that you can’t leave behind. Lad mig sige med det samme, at det er en vidunderlig sang. Daniel Lanois og Brian Enos forsøg på en mere poppet produktion lyder lækkert, og det hele føles bare så utrolig overbevisende. Når omkvædet går i gang med massevis af korstemmer og Bonos spinkle omend effektive skrålen, kan man bare ikke tænke andet end “Shit, det er en smuk dag. Tid til at nyde livet”. Som stor fan af denne sang glædede jeg mig naturligvis til at høre resten af albummet. Det er en poppet udgave af U2 man får, så lyden fra hittet er ret sigende for pladen som helhed. Der er mange omkvæd, meget ren produktion, og absolut ingen spor af U2’s post-punk-rødder.
U2 har uden tvivl masser af gode melodier i ærmet. Der er kun få af sangene på All that you can’t leave behind, der ikke er rigtig fængende. Lanois og Eno lægger også masser af spændende lag i produktionen. Sangene er lydmæssigt konstant i udvikling, og man keder sig egentlig ikke i løbet af albummet. Samtidig følger de dog popformularer lidt ofte, så det er ikke mange overraskelser i forhold til melodierne, der dog som sagt er vældig fængende. Jeg føler efterhånden, jeg har skamrost denne plade rigeligt, så lad mig komme til min egentlige mening om den, nemlig at det er den kedeligste U2-plade, jeg har hørt, og at den i det hele taget er ganske middelmådig til trods for de mange positive aspekter. Jeg vil ikke bebrejde Bono det hele, men han er nok en årsag. Han har skrevet stort set alle pladens tekster – i visse tilfælde sammen med the Edge – og de er tit uudholdeligt frelste, ophøjede og melodramatiske. Og når de ikke er, er det næsten værre. Melodien til "Elevation" er så utrolig fed, at det er decideret synd, at Bono skal spille romantisk badboy.
Netop den rene popproduktion gør, at Bono er svær at ignorere. Ikke ét ord bliver overdøvet af guitar eller trommeslag. Det er ellers imponerenede, hvor tydelige alle instrumenter er. Men uanset hvad er Bono svær at abstrahere fra. Når han synger en sang som "Peace on earth" (ja, det hedder den faktisk), og han adresserer et par linjer direkte til Jesus Kristus, så bliver det hele så latterligt. Meget af tiden kan man knap nok sige, at han synger. Han taler bare på en lettere melodisk måde, og der er adskillige tidspunkter, hvor han kommer til at erstatte en høj tone, han ikke kan nå, med et forfærdeligt knæk. Denne udgave af Bono kan faktisk sagtens være acceptabel i mindre doser, han er lyder trods alt stort set sådan på "Beautiful day". At skulle lytte til ham i 49 minutter bliver bare så utrolig udmattende, uanset hvor godt et stykke arbejde, der er blevet gjort med melodierne, arrangementerne og produktionen. Der er egentlig også ret god albumstruktur, og både åbnings- og afslutningsnumrene er velvalgte. Men der er desværre nogle modkæmpende poler på dette album, så jeg kan ikke vende begge tommelfingre opad.
Lån All that you can't leave behind fra dit nærmeste bibliotek