Genrer
U2: War
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste nogensinde. Dette er nr. 221
U2 er et sjovt band. De er det første alternative rockband, der virkelig brød igennem til mainstream-publikummet, og de er et af de få navne, der debuterede i starten af 80’erne, der stadig er populære i dag. I løbet af disse år har deres udvikling langt fra været enorm, men folk har stadig reageret polariseret på alt lige siden, de blev en tand mere poppede i 1987 med The Joshua tree. Nogle kalder det deres bedste, andre kalder det deres værste. Der er dog bred enighed om, at deres tredje album, War fra 1983, er et album af kvalitet. Sådan er det med de fleste plader før The Joshua tree, men det gælder især War. Ikke alene finder man det største af deres tidligste hits, "Sunday bloody Sunday", på denne plade, man finder også noget af det mest følelsesrige og fortvivlede musik, gruppen nogensinde har lavet. Albummet hedder ikke War for sjov. Det lyder af krig, tit handler det også om krig, og forsanger Bono lyder mere fortvivlet, end jeg kan huske ellers at have hørt ham. Lige fra det første nummer hulker og græder han, og det bliver værre derfra.
War tog mig noget tid at blive fanget af, for U2 hænger sig ikke så meget på at have fængende melodier, som de gør på mange andre plader. Det handler mere om følelser og en udforskning af dem. Det er meget følelserne under krig, og her er især ét instrument vigtigt, nemlig trommerne. Larry Mullen Jr. er en virkelig overset trommeslager, og hvis du vil høre hans talent udfolde sig, så lyt til War. Det er ikke uden grund, at trommer på over halvdelen af sangene optræder, straks nummeret går i gang. Det er march-lignende på "Sunday bloody Sunday", men Mullen udforsker et hav af måder, hvorpå trommer kan give en stram, militaristisk lyd. Han er så at sige generalen i bandet, der sørger for, at alle medlemmer makker ret. Bono er den frustrerede rekrut, ensom, traumatiseret og opsat på at kæmpe for fædrelandet. Hvis vi lige dropper metaforen for troppen, så er bassist Adam Clayton god til at opretholde, den stramme lyd, de sigter efter, og guitarist The Edge er overraskende god til ikke at gå amok på guitaren. Bono står alene i sin gåen amok. Der er noget blueset over The Edges indspark. De er imponerende, men ikke distraherende. Tit bemærker man knap nok, hvor meget han gør på sit instrument.
Hvis jeg skal sige noget negativt, så tog det mig ret mange gennemlytninger at få dannet en mening om dette album, og kun et fåtal af sangene havde jeg et egentligt forhold til i starten. Med tiden har jeg lært at holde af alle sangene, men det kan selvfølgelig ikke garanteres, at man har lyst til så mange gennemlytninger, hvis man ikke var glad for det i første omgang. Jeg startede heller ikke med at være ellevild, men jeg kunne da altid lide det. Jeg synes efterhånden, at det er helt genialt. Sangene hænger dynamisk godt sammen, og der er meget variation. Jeg tænkte på intet tidspunkt, at pladen var ved at gå i tomgang, og efter gentagne gennemlytninger kan jeg ikke nævne et eneste punkt, der føltes svagere, jo mere jeg lyttede til pladen. Det føles komplet, det føles stort, og det føles gennemtænkt. Det er nok den bedste U2-plade, jeg har hørt, og det siger jeg måske ikke som verdens største fan, men deres katalog er nu imponerende, og dette er højdepunktet.