dummy

Ugens sang: Du kom med alt det der var dig

7-09-2015
Julie Hugsted, Statsbiblioteket

Igennem hele efteråret sætter Bibzoom i samarbejde med Spil Dansk fokus på den danske sang og opfordrer dig til at synge dansk. I 15 uger - fra uge 34 og frem til uge 48 - er det en ny sang fra den danske sangskat der sættes under lup.

Ugens sang i uge 37: Du kom med alt det der var dig 
Tekst: Jens Rosendal
Musik: Per Warming 1981

Uanset om du er 14 eller 84 og hvem du gerne vil kysse på eller mindes, er der stor sandsynlighed for, at du befinder dig i gruppen af mennesker, der har et eller andet forhold til Jens Rosendals glædesfyldte kærlighedshymne ”Du kom med alt det der var dig”. Sangen opstod i en forelskelsesrus, der for altid skulle forandre Rosendals liv.  

Højskolesangbogen

Jens Rosendal (født 1932) er den nulevende forfatter, der har flest sange repræsenteret i Højskolesangbogen og ”Du kom med alt det der var dig” forbindes af mange med deres efter- eller højskoleophold, hvor man stifter indgående kendskab med DGI- og højskolesangbogen. - Mangen en tidligere elev kan stadig fælde en tåre ved genhøret med denne vise.   Sangen er en af de mest populære fællessange i Danmark og den findes i et utal af sangbøger og indspilninger af både nyere og ældre dato og den synges også med stor glæde til familiefester, i folkekirker og rundt om lejrbål.  

Om komponisten 

Per Warming (1943-2011) var kendt som både komponist, troubadour, grundtvigianer, kristen højskolemand og aktiv på venstrefløjen, og hans virke indenfor musikken vidner også om en vidtfavnende mand, der spændte fra kærlighedsviser til revolutionssange.   

Kærlighedens væsen

Højskolelæreren, lyrikeren og salmedigteren Jens Rosendal voksede op i et indremissionsk hjem med meget klare regler for, hvordan man bør leve sit liv. Efter at have skrevet ”Du kom med alt det der var dig” brød Jens Rosendal med sin hustru gennem 25 år og levede de næste 20 år med sin store kærlighed Ulrik.   I flere interviews udtrykker Rosendal sin glæde ved, at “Du kom med alt det der var dig” betyder noget for mennesker på tværs af køn og seksualitet. Dermed understreges det, at kærlighed er noget almenmenneskeligt, noget vi alle kan opleve og synge om.  

Sangtekst her
Sangbare versioner af alle fællessangene her