Uldne ord og modige molklange gemte sig bag det blå lys

Anmeldelse/Reportage: I Got You On Tape, P3-Teltet, Smukfest 2012, torsdag den 9. august 20.45.

Hvordan lytter man til en koncert, hvor musikken ikke indbyder til at danse, bandet ikke indbyder til øjenkontakt og sidemanden indbyder til højlydt smaltalk frem for selvstændig stilhed? De, der fandt svaret på dette spørgsmål, har uden tvivl haft en uforglemmelig koncert. Hovedparten måtte nøjes med at vippe i takt og klappe pænt efter hvert nummer.

I Got You On Tape indtager ikke scenen som konger. Det kunne de ellers godt. Anmelderne roser dem, smagsdommerne kaster med priser og publikum efterlader ingen tvivl i jublen. Det er et selvvalgt eksil på scenen.

Torsdag, mens mørket faldt på i bøgeskoven, lagde de ud med et stille nummer båret af stemningsmættede synth-flader og badet i blåt lys. ”Polkadots” skabte dermed grunden for en introvert koncert, hvor man forgæves kunne forsøge at komme med ind i Jacob Bellens mørke.

Derefter begyndte rocken.

Og kampen for at finde de få kvadratmeter under teltdugen, hvor forholdene for en god koncertoplevelse var til stede. Med ”Church of the real” kom der straks mere lys, musik og beat. Så meget beat, som man nu kan lave med en trommestik i hånden.

En korthåret fyr med et sommerligt look talte så højt til en veninde, at flere numre blev spoleret. Og ved siden af ham var to lyslokkede veninder i gang med at sende fuldemandsbeskeder til en 'Morten'. Alt imens stod en fyr i habitjakke, skjorte og shorts og prøvede forgæves at få deres opmærksomhed.

Det ville være nemt at give de pågældende personer skylden for, at ”Run from the rain” og flere af de andre monotone melodier blev overdøvet og ikke fik den ro, de fortjener. Men det ville ikke være fair. Den larmende småsummen af feststemte mennesker og de mange distraktioner var et resultat af et band, der ikke ønsker at indtage scenen.

Det var kun trommeslageren, der lignede én, der ville se publikum i øjnene. Og selv da han fordoblede antallet af trommestikker og prøvede at banke gang i festen, var det svært at holde koncentrationen for mange.

Det virkede dog som om, at langt de fleste fik det, de havde regnet med og håbet på. Klapsalverne var lange og taktfaste efter hvert nummer, og der udbrød et sandt jubelbrøl, da bandet efter en kort pause gik på scenen til to ekstranumre.

Støjrockken badet i blåt lys og med tekster, der var svære at fange bag den intense lydmur prøvede at overmande tillytterne. Især det første ekstranummer ”Cabaret” insisterede på at skabe rum for lukkede øjne og fjerne tanker. Men helt ud i universet kom kun de bedste og mest ihærdige koncertgængere.