Genrer


Ulige Numre sad lige, hvor de skulle...
Ulige Numre, koncert fredag d. 4.5.2012, Voxhall, Aarhus
Fredag aften var spillestedet Voxhall rammen om en samling forventningsfulde koncertgængere, der allerede under lydprøven fyldte salen, hvor Ulige Numre fra København skulle fyre den af. Facebooks virale spredning af sangen ”København” er en væsentlig grund til, at Ulige Numre er et af tidens mest hotte navne.
Uden dikkedarer greb sangeren og guitaristen Carl Emil Petersen sin Telecaster og fyrede den tætspillende kvartet ud over rampen. I ”Navn I Sne” fra gruppens debut-ep var de to gæster på trompet og basun en ligeværdig part af lydbilledet, ellers var deres klang mere gemt i lydbilledet. Men hvilket lydbillede! Her var en spilleglæde og ukuelighed, som et jublende publikum lappede i sig. Nick Lee på bas og Teis Lindeskov Søgaard på bas og trommer lagde et solidt rytmisk fundament, hvorpå keyboardspilleren Jacob Ulstrup kunne lægge sine brede klange – og en enkelt triangel! Og hen over dette strålede Carl Emil Petersen med en fræsende guitar og et godt bud på en ny, dansk rocklyrik.
I forhold til debutpladen havde koncerten fremførelse af numrene lige fået skruet op for rock & roll-knappen. Petersen blev mere og mere dæmonisk på scenen. Mellem numrene talte han som en opvakt, ung mand, men når guitaren blev slænget på, var det en guitar-star in action.
Der var også tid til mere stille numre; ”Så Let” havde en klar, lys guitarsound under ordene ”Kan vi så glemme, at du har blæst dine drømme væk?”, hvor Carl Emil Petersens ord var tydeligere end i de hurtige numre, hvor ikke al teksten nåede Deres Udsendte.
Sidste nummer var (selvfølgelig) ”København”, som vi alle kunne skråle med på. Og de uimponerede unge mænd gik imod de sædvanlige SPOT Festival-regler og gav minsandten et ekstranummer: Slutnummeret fra deres plade ”Sølvvognen”. Og det var som at se en ung Kasper Eistrup – til og med den efterladte, hylende guitar…
Numrene er ikke bare tre minutters popsange med tre akkorder, men har rytmiske og tonale variationer, som gør hvert nummer særegen. Måske er det ikke nødvendigt med rytmeskift i hvert nummer; det er en balance mellem det overraskende og det helstøbte.
Ulige Numre blev præsenteret som, med egne ord, det nye generationsskift i dansk rock. Jeg er ikke sikker på, at det er et direkte generationsskift, men et rigtigt godt bud på fremtidens danske rock med en musikalsk energi, der parres med en dansk lyrik, der vil noget.
Vi vil komme til at høre mere til Ulige Numre med sangeren og sangskriveren Carl Emil Petersen i spidsen med en lettere nasal stemme, som giver associationer til C.V. Jørgensen og også til Christian Juncker. Et sådant gå-på-mod , en spilleglæde og et perfekt materiale – det bliver stort.
Ulige Numre kan opleves i det danske festivalland på blandt andet NorthSide, SMUK og Skive festival, så de vil få en kolossal sceneerfaring, der garanteret vil give store koncertoplevelser i sommerlandet.
Vi ses derude!
Foto: Line Elmelund, Aarhus