Genrer
The Velvet Underground: Loaded
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste. Dette er nr. 109
De to første albums fra The Velvet Underground er noget af det mest innovative, eksperimentelle rockmusik, 60’erne havde at byde på, og de var enormt indflydelsesrige på punk-bevægelsen ti år senere. Deres tredje album, der blot hed The Velvet Underground, var en mere afdæmpet affære, men absolut ikke kommerciel, og den havde nogle artistisk yderliggående øjeblikke. Det samme kan ikke siges om det fjerde album, der fik titlen Loaded. Her bliver gruppen poppede og fængende, og de synger om kærlighed frem for heroin og Jesus. Produktionen på Loaded er stadig en kende skramlet, men de mest populære pop-rock-sange i samtiden var fra Three Dog Night, The Guess Who og Norman Greenbaum, og deres lyd var faktisk også en kende skramlet. Når man hører Loaded føles den dog tit en kende satirisk. Måske har det noget at gøre med mit forhold til gruppen og især til Lou Reed som vokalist, men at høre ham gå ind i et cheesy spoken word-stykke midt i den doo wop-inspirerede "I found a reason", det føles altså ret så humoristisk.
Satirisk eller ej, så viser gruppen dog, at de sagtens kan kapere denne overgang til mere poppet rockmusik. Deres inderlighed går lidt tabt til fordel for sarkasme, men selve sangskrivningen fejler intet. "Who loves the sun" er en vidunderligt konstrueret sang, bygget op omkring morsomme sammenligninger mellem vejrfænomener og at få sit hjerte knust, om den apatiske situation, man kan finde sig selv i, når dette sker. Ligeledes er "Sweet Jane" og "Rock & roll" klassiske feel good-rocksange om ungdommelig naivitet og glæde. Lou Reed har måske ikke en særlig stærk sangstemme, men han synger med sådan en iver, at man kan mærke det, og så man netop kan mærke den underliggende humor i alle numrene. Et af de numre, hvor sarkasmen udtrykkes allerbedst, er "New age". Sangen handler om idolisering af berømtheder, om at skabe et envejs-forhold. Måden sangen eskalerer mod slutningen er storladen, og det er faktisk en stærk sang på alle parametre, ikke kun i humoren. Derfor kan man undre sig over de mere fjollede sange på pladen. "Train round the bend" og "Lonesome cowboy Bill" er ganske gode sange, men tankevækkende vil jeg på ingen måde kalde dem.
Med det sagt, så er de stadig berettigede i deres tilstedeværelse på pladen. Mange af numrene er ret low-key og bløde, så noget energisk rock and roll er tiltrængt, og "Head held high", "Train round the bend" og "conesome Cowboy Bill" udfylder dette tomrum ganske fint, selvom sangene ikke vækker større følelser hos mig end et lille smil. Afslutningsnummeret "Oh! sweet nuthin’" er i den modsatte ende. Det er et storladent, eskalerende nummer på over 7 minutter, der starter helt stille og afslutter i et vidunderligt crescendo. Det er et ufatteligt smukt nummer, der endelig bevæger sig væk fra det ironiske og over i det oprigtige. Idet dette var den sidste Velvet Underground-plade med Lou Reed, føles dette nummer også som en afslutning på gruppens karriere. Alle instrumenterne kommer ligeledes til fronten, og man kan faktisk mærke gruppens samvær. Efter det store crescendo kommer et par afdæmpede, melankolske toner, og man savner gruppens særlige magi, når det er slut. The Velvet Underground har lavet bedre plader end Loaded, men det er stadig en plade med nogle mesterlige numre og en helt særegen stil og personlighed. Det er skidegod poprock med ironi og kant.