Venner

Hvis man er en del yngre, end jeg er, har man formodentlig brugt adskillige timer af sin ungdom på at se sitcom-serien ”Venner” i fjernsynet. Jeg så ikke selv udsendelserne dengang i 1990´erne, men jeg synes alligevel nærmest, at jeg kender serien ud og ind, for der bliver ved med at dukke klip fra den op på min Instagram-konto. Derfor – og fordi en sitcom jo trives bedst med faste stereotyper – synes jeg, at jeg kender persongalleriet ganske godt, og jeg kan nok også til en vis grad nikke genkendende til vennernes ironiske omgangstone, som jeg selv har dyrket en del i sin tid.

Hvad jeg derimod slet ikke kan genkende fra min egen tilværelse, er manien med at hænge ud med de samme 5 mennesker hele tiden – og så oven i købet med personer et sted i tyverne. Min egen virkelighed på det tidspunkt i livet bestod i uddannelse, job og børn, samt måske nogle enkelte vennebesøg, hvis der ellers var tid til det. Men et liv, hvor tiden primært går med at følge med i de andres liv, forekommer mig meget fjernt fra min egen virkelighed og mine egne erfaringer. Jeg må nok bare nøjes med, som en anden etnolog, at studere det fremmede folkeslags sære vaner og levevis og konstatere, at der er mange slags mennesker – og mange slags venner.

Man kan være venner på mange måder, og omgangsformerne i serien ”Venner” er åbenbart en af dem. Men der er mange andre steder, man kan henvende sig, hvis man interesserer sig for venskabets forskellige fremtrædelsesformer – ud over ens eget liv, naturligvis. Rock- og popmusikkens tekster er fulde af beskrivelser af venner og venskaber, og her er der rigeligt med materiale til flere universitetsstudier. 

Jeg vil dog i det følgende nøjes med at dykke ned i et lille udvalg af tekster om venner, og jeg vil oven i købet tillade mig den luksus kun at omtale musik fra grupper og enkeltpersoner, jeg selv kan lide. Men pyt med det; der er lige så mange versioner af venskaber i rocklyrikken, som der er sange, så et lille udvalg af sange vil alligevel aldrig kunne gøre krav på at være repræsentativt i forhold til emnet.

Rigtige venner
Et af de oplagte steder at henvende sig, hvis man gerne vil vide noget om venskaber, må være en sang med titlen: ”That´s what friends are for”. Sangen med denne titel blev skrevet af Burt Bacharach og Carole Bayer Sager i 1982 og første gang indspillet af Rod Stewart til filmen ”Night shift”. Men den bedst kendte version af sangen findes på en støttesingle til fordel for AIDS-forskning, og sangerne på denne single hedder Dionne Warwick, Elton John, Gladys Knight og Stevie Wonder. Der er tale om fire navne fra øverste hylde inden for popmusikken, og udgivelsen blev da også et massivt hit over hele verden.

Og hvad kan sangteksten så fortælle om det at være venner? I det konkrete tilfælde er der vist også en god portion kærlighed involveret i venskabet, men det behøver jo ikke altid at være tilfældet – i hvert fald ikke kærlighed som i ”forelsket i”. Først og fremmest består sangtekstens eksempel på et venskab i følgende faktorer: ”Knowing you can always count on me for sure/ that´s what friends are for/ For good times and bad times/ I´ll be on your side forever more/ that´s what friends are for”. Tillid, loyalitet og hjælp i svære stunder er kerneelementer i et venskab ifølge Bacharachs og Sagers sangtekst, og det er nok ikke helt ved siden af.

Et andet bidrag til en forståelse af, hvad det vil sige at være venner, finder man i Carole Kings ”You´ve got a friend” (1971) fra hendes andet album ”Tapestry”. Sangen blev et giganthit, både for King selv og for James Taylor, som indspillede sin version af ”You´ve got a friend” samtidig med Carole King - og oven i købet med nogle af de samme musikere som dem, der medvirkede på Carole Kings indspilning af sangen! Begge de to versioner blev senere optaget i Grammy Hall of Fame, og masser af andre kunstnere har i tidens løb prøvet kræfter med Kings sang.

Og hvad fortæller Carole Kings hitsang så om venskaber? Sangen koncentrerer sig stort set udelukkende om den rolle, en ven kan have, når man møder modgang og problemer: ”You just call out my name/ and you know wherever I am/ I´ll come runnin´ to see you again/ Winter, spring, summer or fall/ all you have to do is call/ and I´ll be there/ you´ve got a friend”. Ligegyldigt hvor sort det ser ud, vil en rigtig ven altid stå parat til at trøste og hjælpe i følge sangteksten – og det er jo en god ting at vide. 

Brian Wilson og hans brødre ville også være med til at give deres bud på, hvad man forstår ved en rigtig ven, og det gjorde de med sangen ”Friends” (1968) på albummet af samme navn. Definitionen på et venskab involverer i Wilson-familiens regi, at man er der for hinanden i svære tider, at man videregiver sine erfaringer til hinanden, og at man i øvrigt hjælper hinanden – og så nævner Beach Boys-sangen desuden et par yderligere faktorer i et rigtigt venskab: ”You told me when my girl was untrue/ I loaned you money when the funds weren´t too cool/ I talked your folks out of making you cut off your hair/ We´ve been friends now for so many years”.

Der er jo ellers et gammelt ord, der siger, at der ikke bør være penge mellem venner; men det gælder måske ikke i USA? Eller også er det måske bare et forældet syn på venskaber? Tja; men i Bob Dylans ”The ballad of Frankie Lee and Judas Priest” (1968) hører man faktisk om, hvor galt det kan gå, når der kommer penge mellem venner – selv om sangteksten også fortæller om meget andet: ”Well, Frankie Lee and Judas Priest/ they were the best of friends/ so when Frankie Lee needed money one day/ Judas quickly pulled out a roll of tens”. Derfra går det helt galt, så mon ikke, det trods alt er det klogeste at holde penge og venskaber hver for sig?

Vennekredsen
En rigtig ven er en person, man altid kan betro sig til, og som også er parat til at hjælpe, hvis man har problemer. Men hvis problemerne ikke kræver en fortrolig samtale med en enkelt, totalt loyal person, kan det være, at det er nok at henvende sig til den mere diffuse størrelse, venneskaren. Det er f.eks. det, der sker i The Beatles´ ”With a little help from my friends” (1967), hvor vennerne står klar til at hjælpe den, der siger noget dumt eller føler sig lidt alene: ”No, I get by with a little help from my friends”. At den pågældende jeg-person har det skidt, fordi han savner nogen at elske, kan vennerne nok ikke hjælpe med; men de kan da gøre livet udholdeligt, indtil det med kærligheden går i orden.

   Det er den samme situation, man møder i The Kinks´ ”See my friends” (1965), hvor jeg-personens kæreste desværre har forladt ham, så der derfor kun er vennerne på den anden side af floden tilbage: ”She is gone and now there´s no one left/ ´cept my friends/ layin´ ´cross the river”. Det er venneskaren som en (ringe) trøst, lytteren her hører om, og i en anden Kinks-sang, ”All of my friends were there” (1968) er de såkaldte venner til endnu mindre hjælp. Her er situationen den, at jeg-personen tilsyneladende har svært ved at opføre sig normalt ved en sammenkomst, hvorfor de tilstedeværende venner begynder at håne ham og grine ad ham; men efter et stykke tid er alt godt igen, og ”vennerne” har glemt alt om den pinlige episode: ”And all of my friends were there/ and no one cared/ say what they may, all of my friends were there”. Det her handler vist ikke om rigtige venner.

Ligesom i TV-serien ”Venner” kan begrebet ”venner” let glide over i det langt mere uforpligtende begreb ”omgangskreds”, og det er vist det, der er tilfældet i de to Kinks-sange. I en del cowboy-sange bliver ordet ”venner” endda blandet sammen med det beslægtede – men mildest talt ikke synonyme – begreb ”drikkebrødre”. Hør f.eks., hvordan det kan gå til, når jeg-personen i Garth Brooks´ ”Friends in low places” (1990) føler sig utilpas i det fine selskab, hans kæreste har slæbt ham ind i: ”´Cause I´ve got friends in low places/ where the whiskey drowns and the beer chases my blues away/ (-) / Think I´ll slip on down to the oasis/ oh, I´ve got friends in low places”. Hvis man ikke kan løse sine problemer på en fornuftig måde, kan man da altid forsøge at drikke problemerne væk sammen med svirebrødrene.

Dårlige venner
Om drukkenboltene i baren er gode venner eller dårlige venner, kan man nok diskutere; men de er dog bedre selskab end nogle af de personer, man hører om i et par Bob Dylan-sange, hvor hovedpersonerne ellers netop påstår, at de er jeg-personens venner. Det drejer sig bl.a. om det ”you”, der optræder i den hadefulde sang ”Positively 4th Street” fra 1965. Her lyder det bl.a.: ”You´ve got a lot of nerve to say you are my friend/ when I was down you just stood there grinnin`/ You´ve got a lot of nerve to say you got a helpin´ hand to lend/ you just want to be on the side that´s winnin´”. Det virker ikke just som en af den slags venner, man har lyst til at have – selv om jeg-personen nu heller ikke selv opfører sig som en god ven: “And though I know you´re dissatisfied with your position and your place/ don´t you understand, it´s not my problem?”. Sådan ville en rigtig ven aldrig sige.

I sangen ”I shall be free no. 10” (1964) møder man endnu en dårlig ven, der dog er skildret så grotesk, at beskrivelsen her næppe skal tages alvorligt: “Now I gotta a friend who spends his life/ stabbin´ my picture with a bowie-knife/ dreams of strangling me with a scarf/ when my name comes up, he pretends to barf/ I´ve got a million friends”. Som altid hos Dylan er teksten åben for fortolkninger.

Heldigvis rummer Dylans sangkatalog også eksempler på, hvad det vil sige at være en god ven (sådan da). I den tidlige ”All I really want to do” (1964) giver samtlige vers en opskrift på, hvordan man skal opføre sig, hvis man vil være en rigtig ven – og først og fremmest går opskriften ud på, at man ikke skal hindre den fremtidige ven i hans/hendes udfoldelser. Man kan så diskutere, om det er en tilstrækkelig indsats til at være en god ven; for hvad med støtten og hjælpen til den anden person i modgangstider? Nå, empati og indfølelse har vist aldrig været Dylans stærkeste sider.

Men hør her: ”I ain´t lookin´ to compete with you/ beat or cheat or mistreat you/ simplify you, classify you/ deny, defy or crucify you/ all I really want to do/ is baby be friends with you”. Venskaber er nok ikke Dylans foretrukne arena; men ordsnedkeriet har han i hvert fald aldrig haft problemer med.