Venner, ser på Danmarks kort

1864 var et granatchok, der varede ved i årtier. Danskerne var dybt påvirket af pludselig at leve i et land, hvis areal var reduceret med en tredjedel, og hvor befolkningstallet ligeledes var en tredjedel mindre. Man spurgte sig selv, om Danmark overhovedet var i stand til at eksistere. Herman Bang kaldte det "sårfeberen fra Dybbøl". Især lyrikken tog det nationale traume op; der kom talrige fædrelandssange, som mere eller mindre skjult udtrykte ønsket om at få Sønderjylland tilbage. "Jeg elsker de grønne lunde", "Brat af slaget rammet", "Hvad synger du om så højt i det blå" og "Det haver så nyligen regnet" er blandt de mest kendte. Ingen af dem kan dog i ren kvantitet måle sig med Christian Richardts kæmpedigt fra 1889, "Vort land". Det er på 72 vers, i alt 576 linjer.

Digtet forløber som en rejse rundt i Danmark, hvor der lægges vægt på landskaberne og de historiske minder. Der bliver også tid til et besøg hos steder, der dengang var danske kolonier: Grønland, Island, Færøerne og Dansk Vestindien. Og så harceleres der over den farvestreg lidt syd for Kongeåen. Dette er ikke Danmarks grænse, nej:

ej for danske mænd og kvinder!
ej for vore dyre minder!
ej for grønne Dannevang!
ej for modersmålets klang!

I 1906 komponerede sanglærer og organist N.K. Madsen-Steensgaard en melodi til teksten, som var passende frisk, optimistisk og taktfast. Sangen fik titel efter første linje: "Venner, ser på Danmarks kort". Da ingen, ikke engang de mest patriotiske, kan klare en sang på 72 vers, blev den skåret betydeligt ned - som regel synger vi kun fire vers. En vigtig pointe hos Richardt er kommet med, nemlig sangens sidste linjer, der udgør en bøn:

… skærme Gud vor gamle rede,
skænke os et Danmarks kort,
hvor alt dansk igen er vort!