Verdenslitteratur med strøm til

Da jeg i sin tid læste dansk på universitetet, havde jeg en lærer, som mente, at hvis man havde læst Bibelen, Homers Iliaden og Odysséen samt Shakespeares dramaer, havde man forudsætningerne for at forstå 95% af den vestlige verdens litteratur. Jeg har ikke selv afprøvet teorien; men jeg vil da gerne medgive, at det lyder fascinerende, at de nævnte værker rummer stort set alle tænkelige dramaer og konflikter, og at stort set alle senere værker derfor vil indeholde referencer til disse ”oprindelige” litteraturværker.

Man kan næppe undgå at stifte bekendtskab med indholdet i Bibelen i løbet af sin opvækst; men ligefrem at sige, at ”jeg har læst Bibelen” ville nok være noget af en overdrivelse for mit vedkommende. På lignende vis har jeg lige snuset til både Iliaden og Odysséen, ligesom så mange andre har, og nogle af Shakespeares dramaer har jeg hilst på i prosaoversættelser.

Men ellers står det vist lidt sløjt til med mine forudsætninger for at forstå størstedelen af den vestlige verdens litteratur – og jeg tror ikke, at min gamle lærer ville acceptere en forklaring om, at jeg havde læst de pågældende værker som Illustrerede Klassikere (hvis der ellers er nogen, der kan huske disse blade).

Jeg er bange for, at min lærer heller ikke ville godtage et ”kendskab” til de store litterære værker i form af et møde med værkerne i rockmusikkens tekster, hvor de også ind imellem optræder som referencer. Der er nok ikke andet at gøre end at læse selve værkerne; men i mellemtiden kan det måske være underholdende at pege på et par af de sangtekster, som refererer til de store værker, og som måske kan give et ganske lille indtryk af, hvad værkerne handler om.

Selv om det nok vil være mere oplagt at se sagen i det omvendte perspektiv: hvis man kender verdenslitteraturens store værker, har man mulighed for at fange og forstå referencerne til dem i de pågældende rocktekster.

Bibelen
At Bibelens mange myter og lignelser har sat sig tydelige spor i den vestlige verdens litteratur, er der næppe nogen tvivl om. Inden for rocklyrikken er Bob Dylan forudsigeligt nok en af de helt store forbrugere af religiøst fællesgods, og som man kan læse det i f.eks. Jacob Brønnums bog ”Sange ved himlens port” (2014), er Dylans tekstunivers gennemsyret af referencer til både Det Gamle og Det Nye Testamente.

Her vil jeg begrænse mig til at nævne en enkelt af disse referencer, nemlig teksten til ”Highway 61 revisited” (1965), hvori Bob Dylan ultrakort genfortæller historien om Abrahams ofring af sin søn Isak. I Dylans version er den grumme beretning fra Første Mosebog kun en humoristisk anekdote; men grundindholdet i den gamle myte er naturligvis stadigvæk alvorligt nok: ”God said to Abraham: ”Kill me a son”/ Abe said: ”Man, you must be puttin´ me on”/ God said: ”No”, Abe said: ”What?”/ God said: ”You can do what you want, Abe, but/ the next time you see med comin´, you better run”. Osv.

Også Leonard Cohen har brugt fortællingen om Abraham og Isak som forlæg for en sang, nemlig ”Story of Isaac” fra 1969. Tonen i og intentionen med Cohens sang er mere alvorlig, end det er tilfældet med Dylans sang; og Cohens sang rummer også en klar og alvorlig morale i modsætning til Dylans humoristiske bagatel. En morale, der forhåbentlig og formentlig går direkte ind hos alle, der hører sangteksten: ”You who build these altars now/ to sacrifice these children/ you must not do it anymore”.

En af Leonard Cohens mest kendte sange, ”Hallelujah” (1984), rummer forskellige bibelske referencer, som kun kan forstås af den lytter, som kender forlægget i Det Gamle Testamente. Det drejer sig henvisningerne til fortællingerne om Samson og Dalila og om Kong David og den skønne Batseba, og selv om sangteksten kun lige antyder indholdet i de to myter, kan man roligt regne med, at Leonard Cohen går ud fra, at lytteren ved, hvad han mener. For Cohen som for Dylan er Bibelen en af de vigtige kilder til inspiration for sangskrivningen.

Når Bruce Springsteen vælger at kalde en sang for ”Adam raised a Cain” (1978), er det naturligvis, fordi han kan bruge Det Gamle Testamentes beretning om brodermorderen Kain som ramme om sit eget opgør med sin far. Og når The Rolling Stones indspiller en sang med titlen ”Prodigal son”, med tekst af Robert Wilkins, er det nok, fordi Det Nye Testamentes lignelse om den fortabte søn med sit budskab om tilgivelse passer fint ind i den seriøse kontekst på albummet ”Beggars banquet” (1968).

En oplagt sang i denne sammenhæng er også Pete Seegers ”Turn, turn, turn” (1959) med næsten ordrette citater fra Prædikerens Bog; men lad mig i stedet for at gå videre med denne sang nøjes med at henvise til artiklen ”Rock og religion” her på hjemmesiden, hvori jeg tidligere har udbredt mig om rocklyrikkens inspiration fra Bibelens tekster (og i øvrigt også har fortalt anekdoten om min gamle universitetslærer).

Homer og Shakespeare
Ligesom Bibelen dukker op mange steder i rockmusikkens tekster, sker det også, at man møder nogle af de øvrige giganter i verdenslitteraturen i rocklyrikken. Donald Fagen og Walter Becker fra Steely Dan skrev til gruppens fjerde LP sangen ”Home at last” (1977), som i ultrakort form gengiver et par af højdepunkterne i Odysséen – selv om det nok ville være mere korrekt her at tale om løst henkastede referencer til Homers værk.

I sangteksten møder man både sejladsen mellem Skylla og Charybdis, nymfen Kalypso samt sirenerne, der forsøger at lokke Odysseus ned i havet – men kun i så stiliseret en form, at den lytter, der ikke kender indholdet i Odysséen, næppe vil fange tekstens litterære referencer.

Bob Dylans sang ”Temporary like Achilles” (1966) rummer et par referencer til den græske sagnhelt Achilleus, der både optræder i Iliaden og i Odysséen. Men en sang, der mere seriøst bygger på inspiration fra Homers Iliaden, er ABBAs ”Cassandra” (1984), som ret detaljeret parafraserer den del af Iliaden, hvori den trojanske prinsesse Kassandra har en hovedrolle.

Kassandra kunne forudse fremtiden; men desværre for hende (og for trojanerne) havde guden Apollon sørget for, at der ikke var nogen, der troede på Kassandras spådomme. Så derfor faldt Troja i grækernes hænder og blev ved samme lejlighed ødelagt: ”Pity Cassandra that no one believed you/ but then again you were lost from the start”. Osv. Björn Ulvæus og Benny Andersson har måske ikke nærlæst hele Iliaden; men de har i hvert fald sat sig ind i fortællingen om Kassandra, da de skrev deres sangtekst.

Ligesom i tilfældet med Bibelen kan man finde referencer til Shakespeares dramaer i en lang række rocktekster. Ikke mindst et af Shakespeares mest berømte skuespil, ”Romeo og Julie” kan genfindes mange steder i rockens sangtekster. Lou Reed sang i 1978 ”Romeo had Juliette” med en oplagt henvisning til skuespillet, og Dire Straits´ ”Romeo and Juliet (1980) rummer en form for moderne omskrivning af Shakespeares beskrivelse af den store kærlighed – om end i et lidt andet toneleje end den klassiske digters højstemte vers: ”A lovestruck Romeo sang the streets a serenade/ laying everybody low with a love song that he made”.

The Bands ”Ophelia” (1975) har taget navn efter den ene af hovedpersonerne i Shakespeares ”Hamlet” – og sådan kunne man blive ved med at pege på Shakespeare-referencer i rockmusikkens tekster.

Alle de andre
Og så er der alle de andre litterære værker, som måske ikke hører til blandt verdenslitteraturens få uomgængelige værker, men som alligevel hører til i litteraturhistorien, og som kan genfindes rundt omkring i rocklyrikken. I Bruce Springsteens ”The ghost of Tom Joad” (1995) er det hovedpersonen i John Steinbecks ”Vredens druer”, der taler igennem sangteksten: ”Man, wherever there´s a cop beating a guy/ wherever a hungry newborn baby cries/ where there´s a fight against the blood and hatred in the air/ Look for me, Mom, I´ll be there”.

Figuren Tom Joad kan ses som en parallel til virkelighedens Joe Hill, som man også kan møde i forskellige sangtekster: ”I dreamed I saw Joe Hill last night”.

Cervantes´ ridder af den bedrøvelige skikkelse, Don Quixote, er hovedperson i flere rocksange. I Gordon Lightfoots ”Don Quixote” fra 1972 bliver ridderen et billede på den modsætningsfyldte menneskehed, som i sig rummer diverse modsatrettede kræfter og egenskaer. Og i Björn Afzelius´ ”Don Quixote” (1988) får ridderen rollen som den revolutionære, der kæmper mod de store vindmøller, selv om han ikke kan besejre dem. Men det er bedre at gøre forsøget end at opgive sit håb om en bedre verden: ”Jag rider mot vindarna, som blåser över vattnet/ för jag har en längtan, en tanke och en mening/ och inget kan hindra den att nå till horisonten”.

Når Kate Bush synger ”Wuthering heights” (1978), er det selvfølgelig med reference til Emily Brontës roman, og når Grace Slick i sangen ”White rabbit” (1967) synger om den hvide kanin, om de magiske piller og om Den Røde Dronning, er det – ud over at være referencer til hippiekulturens bevidsthedsudvidende stoffer – en henvisning til Lewis Carrolls ”Alice i Eventyrland”.

The Herds ”From the underworld” (1967) kan høres som en parafrase over sagnet om Orfeus og Euridike. Jefferson Airplanes ”Rejoyce” (1967) rummer et par referencer og et ordspil med relation til James Joyce´s ”Ulysses” – osv. osv. Man kunne fortsætte længe med denne jagt på litterære referencer i rockens tekster; men mon ikke det allerede er sandsynliggjort, at et vist kendskab til verdenslitteraturen giver nogle forudsætninger for at forstå rockmusikkens tekster lidt bedre, end man ville kunne forstå dem uden dette kendskab?