Vild med dans

Rockmusik og dans er to sider af samme sag, to uløseligt forbundne størrelser. I rockmusikkens start, dengang den endnu hed rock´n´roll, havde den altid fuld fart på, og den dans, der fulgte i dens kølvand, var af samme grund både hurtig og hidsig. Men snart fik rock´en også en blidere side, og så kunne man både danse langsomt og endda ligefrem danse kinddans til rock´ens sjælere.

Efterhånden som rock´en blev mere og mere sofistikeret, var det ikke en gang altid, det lod sig gøre at danse til musikken, som ind imellem tabte sin substans i en sådan grad, at der nærmest kun var ånd tilbage – men i sådanne tilfælde er det naturligvis et åbent spørgsmål, om man overhovedet kunne tale om rock mere.

Man finder en del eksempler på den slags luftige og æterisk svævende musik uden hverken rytme eller melodi inden for rockmusikken i dag; men det er nok musik, der er bedre at stene til end at danse til, og det er ikke den type musik, der vil blive omtalt i de følgende punktnedslag på musik, som der både kan danses til, og som selv handler om at danse til musik.

Dance, dance, dance
Masser af bands i rockmusikkens guldalder, dvs. i 1960´erne, lavede sange, der ud over at være gode at danse til også havde dansen som tema i sangteksten. Ingen af tressernes store grupper udmærkede sig vel mere i denne disciplin end The Beach Boys, hvis tidlige sange mest af alt handlede om at have det sjovt, at køre i hurtige biler, at surfe og at danse. I 1965 skrev Brian og Carl Wilson en af de mest ultimative dansesange om at danse, og titlen på sangen var naturligvis ”Dance, dance, dance”: ”After six hours of school I´ve had enough for the day/ I hit the radio dial and I turn it up all the way/ I gotta dance (dance-dance-dance, now the beat´s really hot)/ right on the spot (dance-dance-dance, right there on the spot)”. Osv. osv.

Mon ikke rigtigt mange teenagere kunne nikke genkendende til sangens ord i 1965? Og mon ikke lige så mange teenagere fulgte sangtekstens opfordring til at slå sig løs derhjemme eller på dansegulvet efter en lang dag med lektier og skolearbejde?

The Beach Boys var om nogle toneangivende i personificeringen af teenagekulturen i USA i midten af 1960´erne, ligesom The Beatles var det i England (og i USA!) på samme tid. Denne status afspejles bl.a. via ”Dance, dance, dance”, og den kommer også til udtryk via en anden dansesang, som ikke er skrevet af stranddrengene selv, men som de gjorde til deres egen i en indspilning fra 1965: ”Do you wanna dance?”

Bobby Freemans sang findes i mange versioner, bl.a. med Cliff Richard og The Mamas and The Papas; men mon ikke de fleste tænker på Beach Boys-udgaven, når de tænker på oplevelser på dansegulvet med sangen: ”Do you wanna dance under the moonlight/ Hold me baby, all through the night/ Oh baby, do you wanna dance?”.

The Beatles leverede som bekendt musikken til utallige optrædende på dansegulvene i 1960´erne, ikke mindst med sangene fra den første halvdel af årtiet. Men Beatles var også selv på dansegulvet i en af gruppens mange udødelige sange fra tresserne: ”I´m happy just to dance with you” (1964). Det var John og Paul, der havde skrevet sangen til filmen ”A hard day´s night”; men det var George, der fik lov til at synge for på sangen, og det gjorde han godt.

George var altid ”den unge Beatle”, så derfor passede den uskyldige sangtekst om at være lykkelig for bare at danse med den udkårne perfekt til billedet af den uspolerede yngling, for hvem kys (og det der er værre) ligger helt uden for mulighedernes verden: ”I don´t need to hug or hold you tight/ I just want to dance with you all night/ in this world there´s nothing I would rather do/ ´cause I´m happy just to dance with you”.

Mere kropslig dans
I 1970 sang Neil Young på samme måde som George Harrison om, at han først og fremmest bare ønskede at danse med kæresten: ”When you dance/ I can really love”; men til forskel fra situationen i Beatles-sangen nævner Young, at dansen får sanserne til at vågne: ”When you dance/ do your senses tingle?”, og hans billesdsprog er nok også en smule mere sensuelt end ordlyden i Beatles-teksten: ”Like a mountain that´s growing/ like a river that rolls”, etc. Langt mere pågående erotisk ladet end Youngs billeder er dog billedsproget i Bruce Springsteens ”Dancing in the dark” fra 1984. Sangens jeg-person er træt af sit liv og sin tilværelse, som han brændende ønsker at lave om på; og til det formål ville en kæreste ikke være den dårligste medicin: ”You can´t start a fire/ you can´t start a fire without a spark/ this gun´s for hire/ even if we´re just dancing in the dark”. Mon ikke der ligger noget lidt mere håndgribeligt i mørkedansen her, end hvad man møder hos George Harrison?

Bruce Springsteens jeg-person vil gerne have en ny start på sit fastlåste liv, og det kan dansen være en god anledning til. Hos Leonard Cohen er dansen imidlertid ikke bare midlet til et andet liv, men derimod selve substansen i det liv, jeg-personen ønsker for sig selv og sin elskede. ”Livet er ingen dans på roser”, lyder et gammelt ordsprog; men det er faktisk netop, hvad livet – med dansen som metafor – er eller kunne være i Leonard Cohens poetiske og smukke ”Dance me to the end of love” (1984).

I denne sang bliver selve livet og kærligheden til en del af den dans, jeg-personen vil danse med sin udkårne helt frem til tidens ende – eller til kærlighedens ende, hvad der måtte komme først. Hos Cohen fører livets dans både til bryllup og til de børn, ”who are asking to be born”, og dansen gennem livet vil også hjælpe jeg-personen gennem de kriser, han måtte komme ud for engang i fremtiden – i hvert fald så længe dansen og kærligheden varer: ”Dance me to the end of love”.

En invitation til dans
Der er mange opfordringer til at danse og mange invitationer til en svingom i rockmusikkens tekster. I 1983 var Ray Davies åbenbart ret optaget af dansen, for på Kinks-pladen ”State of confusion” fra dette år finder man ikke mindre end to sange med opfordringer til at komme ud af sin stue og tage sig en dans. ”Don´t forget to dance” er titlen på en sang, der handler om en kvinde, som er slået ud af kurs af livet, men som ifølge sangteksten burde glemme sine problemer og gå ud og danse dem bort – i hvert fald for en stund: ”Don´t forget to dance/ don´t forget to smile/ don´t forget to dance/ forget it for a while”. Opfordringen kan måske minde en del om slutscenen i filmen ”Life of Brian”, hvor de korsfæstede på deres kors i kor synger: ”Always look on the bright side of life”; men man kan vel på den anden side ikke udelukke, at det hjælper at smile eller at danse, selv om livet ser sort ud?

Ulf Lundell er inde på noget af det samme som Ray Davies i sangen ”Dansa nu” (1993). Her taler han til de mange, der er forvirrede og ikke ved, hvad de skal stille op med deres problemer. Lundells råd bliver dog ikke bare ved omkvædets opfordring til at danse problemerne væk: ”Dansa nu, dansa nu/ dansa tills du står i brand/ Dansa nu, dansa nu/ dansa mens du kan”. Sangteksten rummer også et par gode råd, som lytteren måske/måske ikke kan bruge til noget: ”Bli vän med din längtan/ bli vän med din lust/ sen är det bara att ge sig av/ Det är bara du som kan leva ditt liv/ till du ligger i din grav”.

Og danske Benny Holst advarede allerede i 1975 om, at ens rygmarv ligefrem risikerer at visne, hvis man ikke danser. Det gjorde han på ”Københavner sang”, som grundlæggende handler om, at der er en del, der er af lave i dagens samfund, og at nutiden måske burde lytte lidt mere til de gamles erfaringer: ”Din rygmarv visner/ hvis du ikke danser med din bedstemor”.

Hvis man ikke kan danse
Jamen, hvad nu, hvis man slet ikke kan danse, kunne et oplagt spørgsmål lyde her. Det er der vel trods alt nogen, der ikke kan – og Gram Parsons var tilsyneladende en af dem. På den posthumt udsendte LP ”Grievous angel” (1974) sang Parsons i hvert fald Tom T. Halls sang ”I can´t dance” så overbevisende, at man tror på, at den handler om ham selv: ”I can´t dance/ I never could/ I guess my feet don´t match/ I´d get out there on the floor but/ I´m afraid of hurting my back”. Sangteksten fortæller dog også, at jeg-personen til sidst overvinder sit danseproblem, fordi han er så glad for sin kæreste, som gerne vil danse; men det er kun for en kort bemærkning: ”So just for a little while, baby/ I´ll come out and dance with you”.

Det er ikke alle, der er gode til eller er glade for at danse; men mon ikke det trods alt er de færreste, der kan modstå opfordringen fra Martha and the Vandellas, når de synger Marvin Gayes og Mickey Robinsons ”Dancing in the street” (1964) og gør det til en melodi, det er næsten umuligt at sidde stille til? Sangen er siden blevet indspillet af et utal af kunstnere, lige fra The Kinks og The Mamas and the Papas til Grateful Dead og The Walker Brothers – samt et stort antal andre sangere. Sangen er én stor hyldest til fest og dans med linjer som: ”It doesn´t matter what you wear/ just as long as you are there/ so come on every guy, grab a girl/ everywhere around the world”.

Vældigt uskyldigt, kan man synes (selv om opfordringen til at gribe en pige måske ikke er helt gangbar i disse MeeToo-tider); men i 1960´erne fik den livsglade dansesang faktisk en overgang en politisk dimension, idet mange sorte demonstranter under raceurolighederne i flere amerikanske storbyer tog sangen til sig som en slags kampsang. Af samme grund fik nogle radiostationer forbud mod at spille sangen; men det var ingen nem opgave for myndighederne at bekæmpe en sang, der eksplicit hylder livet, glæden og dansen. Heldigvis lever ”Dancing in the street” da også i bedste velgående i dag og er en af de 500 sange på tidsskriftet Rolling Stone´s liste over de bedste sange gennem tiderne.