Genrer
Virkeligheden på hovedet
David Pepe Birch: Master Fatman
Lindhardt og Ringhof, 2011
Jeg sidder nu med en bog med et nærmest selvlysende giftiggrønt omslag med en storsmilende herre, der vender på hovedet. Mine damer og herrer: Biografien om Master Fatman, som naturligvis blot hedder … Master Fatman.
En af sidste sommers bognyheder var, at biografien Master Fatman – en kærlighedshistorie ville udkomme september 2010. Det gjorde den ikke – til gengæld var Master Fatman på forsiden af Ekstra Bladet 12. september. En begivenhed, som sandsynligvis gjorde en nyredigering af bogen nødvendig.
Her sidst i marts 2011 udkom så David Pepe Birchs Master Fatman. Kulturjournalisten og bogdebutanten David Birch har fulgt Morten Lindberg, som er Masterens borgerlige navn, gennem længere tid og har interviewet flere af Mortens nærmeste. Bogen er forfriskende anderledes, idet Master Fatman ind i mellem kommenterer forfatterens arbejde direkte; både i selve teksten og med håndskrevne kommentarer i marginen.
Bogen har nu ikke undertitlen – en kærlighedshistorie, men det er dét, den er: Forfatterens kærlighed til Masteren, og en historie om Morten/Masters universelle mission, som er udbredelse af den kosmiske kærlighed; at tro på, at kærligheden er svar på alt.
Gennem bogens 240 sider sker der en udvikling – eller afvikling. Starten er konventionel; vi hører om Mortens trygge opvækst i Odense med særdeles forstående og fritopdragende forældre, der også lader Morten gå på Rudolf Steinerskole.
Som udgangspunkt er alt tilladt. Smuk er beskrivelsen af faderens velafbalancerede tackling af en af sønnens mange forespørgsler. Den 15-årige Morten spørger sin far, om han ved, hvor det er muligt at få fat på opium. Og faderen Leo svarer: ”Jeg vil gerne hjælpe dig, men ved du hvad, Morten, jeg tror altså ikke, jeg kan finde noget opium i Odense.” Nå, det var det.
Vi følger Morten til København, hvor han føler sig veltilpas i punkmiljøet; det drejer sig om handling & alt er tilladt. En gennemgående pudsighed er også, at udsagnet tit er ”Morten lyver”. Og det er ikke ment son noget negativt, men den præcise beskrivelse af, at Morten bruger sin fantasi ekstremt.
Og han er svær at fastholde i et såkaldt interview. Som en flagrende sommerfugl opsøger han nye steder, personer og begreber, som måske kan nære hans kreativitet og kan resultere i en ny handling: En happening, et nyt tidsskrift, et nyt DJ-koncept og så videre…
Fra fødslen af begrebet Master Fatman ved en koncert i klublokalet Wurst (”Master Fatman er født i støj, råb, bacon, fløde og mug 23. marts 1987” (s. 103)) bliver kapitlerne i bogen kortere og mere fragmentariske. Det er som om, at Masterens levestil kryber ind i forfatterens pen og totalt iscenesætter biografien. Det kan man vælge at blive irriteret over, eller man kan vælge at se det med Master Fatmans/Morten Lindbergs umådelige kærlighedsfulde og naive briller. For han er jo infantil – på den fede (!) måde. Og det er missionen.
Han udvikler nu projekter i en mere håndgribelig (og jordisk) retning, idet Masteren etablerer børnehaver i de hårdeste miljøer i Brasiliens storbyslum. Så langt ude, så ekstremt som muligt. Morten er et rodehoved, og de nødvendige regnskaber og logistikken smuldrer, så Ekstra Bladets forside 12. september 2010 prydes af Master Fatmans ansigt med titlen Platman.
Master Fatman er sådan set ikke ked af en forside i Ekstra Bladet, men ”Jeg bliver enormt ked af, at der er nogen, der kan tro, at jeg har lavet et hjælpeprojekt for egen vindings skyld. Jeg bliver ked af, at den tanke overhovedet kan opstå. Både på mine egne vegne, men også på andres, for hvis man kan tro det, så kan man jo tro rigtig meget dårligt om mange andre mennesker, og så kan det blive svært at hjælpe”. ( s. 200) Forfatteren lader flere venner, bl.a. Anders Lund Madsen, komme med støttende udtalelser.
Og hvis du tror på kærligheden, tror du også på Master Fatman. Derfor kunne bogen have undertitlen Virkeligheden på hovedet. For det er jo Masterens virkelighed, som efter denne biografi bliver lettere at sætte sig ind i og acceptere – hvis man vil.
Bogens allersidste side ridser nogle af Master Fatmans mange kalejdoskopiske kulturelle niveauer op. Og som forfatteren selv siger: ”I et forsøg på at indramme et liv som Mortens er der helt vildt mange udeladelser.”
Jeg har som lydtapet til læsningen haft Master Fatmans disco-plade Hail Hail og den lille perle med Per Kristensen Band: Så er festen forbi, hvor Morten Lindberg spiller en okay-elbas og synger kor. Hvilken spændvidde!
Bogens sidste linje er blot tre ord: Var det det?
Og hertil vil jeg svare: Ja, det var det - og var ikke.
Læs bogen – og giv kærligheden en chance!
PS.: I 1992 udkom den lille bog: Ja, jeg tror jeg er en reinkarnation af Bobby Ewing fra Dallas – Master Fatmans historie. Hylende morsom, men overhovedet ikke nævnt i nærværende biografi … Tja, virkeligheden er selektiv.