Genrer
Weber: Jægerbruden
Dæmoni mellem ruiner
Denne iscenesættelse af Carl Maria von Webers Jægerbruden på Semperoperaen i Dresden oser af historie. Det var den sidste opera, der blev opført i februar 1945, før de allierede totalbombede byen, og den var på programmet, da operahuset i 1985 blev indviet efter en vellykket genopbygning og restaurering. Jægerbruden betyder noget særligt for Dresden, og det ved bysbarnet Axel Köhler, der iscenesatte denne nye udgave i 2015. Han har valgt at lade handlingen udspille sig i ruinerne af en by og fylde scenen med folk fra en tid efter Anden Verdenskrig. Det er uhyre virkningsfuldt og giver historien et særligt perspektiv.
Den egentlige historie handler om at overgive sig til mørkets kræfter. Weber var som så mange andre i den gryende romantik grebet af alt det, som fornuften ikke kunne begribe. Fortællingen om den unge jæger Max, der lader sig lokke af Kaspar til en pagt med det djævelske i håb om at vinde skydekonkurrencen og muligheden for at gifte sig med Agathe, var uimodståelig for komponisten, der med Jægerbruden leverede et af tysk romantiks største ikoner. Men ved at føre handlingen frem til en tid efter Anden Verdenskrig viser Axel Köhler, at emnet på ingen måde er bundet til romantikken. Netop i de forfærdelige ruindynger synes Gud at være borte og give plads til den onde i skikkelse af Samiel.
Der er svagheder undervejs, og der går lige lovlig meget gemytlig jægersang i slutscenen, men helhedsindtrykket er stærkt ikke mindst i kraft af de to mandlige hovedroller: tenoren Michael König som en godtroende, impulsiv Max og barytonen Georg Zeppenfeld som en dæmoniseret Kaspar. Sangligt er de hovedattraktionerne sammen med Andreas Bauer, hvis rummelige og varme basklang giver rollen som eremitten en vidunderlig fylde. Den amerikanske sopran Sara Jakubiak er til gengæld svag som Agathe med en besynderlig, presset klang og vibrato.
Dirigenten Christian Thielemann sørger for et suverænt, nuanceret orkesterspil med alle detaljer på plads og en klanglig transparens, som yder Webers partitur fuld retfærdighed. Der er nemlig både lyse og mørke kræfter på spil i musikken, og de bliver formidlet med både sikker og effektfuld hånd af Christian Thielemann. Ikke mindst i den berømte Ulvesvælgs-scene, der var 1820'ernes musikalske eksempel på horror af grummeste slags.
Instruktøren Axel Köhler slår til allesidst i operaen en lille krølle på historien. Eremitten står frem som en profet og byder byen at ophøre med de djævelske skydekonkurrencer, men i allersidste sekund før tæppefald får byens leder Ottokar i nazioutfit en dreng til alligevel at affyre et skud med et gevær. Historien har vist, at pagter med de mørke kræfter ikke er til at stoppe.