Genrer
Weezer: Weezer (Blue album)
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste nogensinde. Dette er nr. 297
Jeg kigger på coveret til Weezers debutplade fra 1994 og ser fire nørder i så hverdagsagtigt tøj, man kan forestille sig, stå på en blå baggrund, der ser mindre naturlig ud end greenscreen-effekter fra musikvideoer fra 80’erne. Jeg sætter cd’en, der simpelt nok hedder Weezer, i afspilleren, og jeg bliver smaskforelsket i bandet og pladen lige fra første nummer, "My name Is Jonas". De er virkelig akavede og spøjse, og forsanger Rivers Cuomo hverken lyder eller skriver tekster som om han var med i et hårdtslående rockband. Men det sjove er, at Weezer som sådan laver ret hård musik. Det er ikke metal eller punk eller noget, men det er hårdere end så meget andet, der normalt bliver betegnet som hård rock. Cuomos tekster er så usikre og nørdede, at jeg simpelthen ikke kan andet end elske dem, og de er også lette at relatere til. Der er en hel sang med titlen "In the garage", der bare handler om det Kiss-merchandise og Dungeons and Dragons-udstyr, han har i sin garage sammen med sin guitar og sine sang-kladder. Det er helt vidunderligt at høre, hvordan han føler, at han er i sit eget lille univers, som ingen kan sige noget til.
Weezers humor er en væsentlig del af deres charme. Jeg kan ikke undgå at smile, når jeg hører de syrede omkvæd til "Undone (The sweater song)" og "Surf wax America". Deres melodier tillader også at Cuomo overdriver godt og grundigt med sin vokal, og det lyder fedt, for guitarerne er også meget højlydte, når han gør det. Tro dog ikke, at Weezer bare er skæg og ballade. De har også virkelig gode melodier i sig. Der er ti sange på denne plade, og alle er fængende og mindeværdige. Selvom instrumentationen er meget ens i løbet af hele pladen med guitar, bas, trommer og, hvis vi skal være vovede, en mundharmonika. Men disse instrumenter bliver sammensat og behandlet på mange forskellige måder. Du får aldrig noget vildt teknisk imponerende på nogen af instrumenterne, men selvom det er simpelt, så lyder det godt. Der er noget punket over det, men så kigger jeg på coveret igen. De her gutter er mindre punkede end noget andet band. De har dog sikkert lyttet til meget punkmusik, og det har haft stor indflydelse på deres musik.
Sangene er meget forskellige, og de komplimenterer hinanden rigtig godt. Der er både vrede, triste, glade, kærlige og i grunden temmelig intetsigende sange, men de får alle karakter af Weezers humor, så selv det, der ellers ikke betød noget, bliver til noget mindeværdigt. En af mine yndlingssange, "Undone (The sweater song)" handler ikke om noget, og den gør sig virkelig umage for at vise så lidt følelse som muligt, men bandet overdriver det til sådan et grotesk niveau, at man får svært ved ikke at holde bare en lille smule af den. Man føler sig altid godt tilpas, når man lytter til denne dejlige blå plade. Jeg kan sidde og læse nogle forfærdeligt racistiske facebook-kommentarer, som jeg helt unødigt hidser mig op over, men så hører jeg Rivers Cuomo sammenligne sig selv med Buddy Holly eller synge om hvor dejlig en ferie han skal på, og så er jeg glad igen. Jeg har lyttet til deres musik længe, men på det sidste har jeg virkelig lært at elske denne plade højt. Hvis der er noget nørdet i dig, og hvis du føler at hård rock ikke behøver at komme fra hårde typer, så kan jeg på det allervarmeste anbefale Weezers eponyme debutplade.