The White Album – Rigtige mænd med rigtige guitarer

SPOT Festival 2013, lørdag d. 4.5. kl. 17 Lille sal, Musikhuset Aarhus

SPOT Festival 2013 bød lørdag i Lille sal på gedigen musik langt fra de laptops og synthezisers, der ellers dominerer dagens lydbillede.

The White Album er de tre halvungersvende Claus Arvad, Frederik Vedersø og Jakob Eilsø, der har flere iøjnespringende fællestræk: Spiller på 6-strengede instrumenter af træ, har klare vokaler, hygger sig på scenen - og har fuldskæg på 30+ cm.

Indledningsvis kunne de fortælle den fyldte, lydhøre sal, at de da var lidt benovede over at spille i så fine omgivelser efter at have turneret i England. Trioen var i dagens anledning udvidet med guitaristen Kaspar Kaae (med fuldskæg) fra kollegagruppen CODY og Morten Hyldahl (med mindre skæg) fra Alcoholic Faith Mission på trommer.

FIRE guitarister i et seksmandsband – det giver straks associationer til superkvartetten Crosby, Stills, Nash & Young, som formåede at holde et klart lydbillede med denne specielle konstellation. Kan det gentages?

Lyden af guitar

Koncerten starter med trestemmig a cappellasang i nummeret ”Trenches” fra debut-ep’en Conquistador, som udkom i efteråret. Rene vokalklange står sitrende i det tyste rum, så smukt og nærværende. Straks popper ”Find the cost to freedom” med Crosby, Stills, Nash & Young op i Deres Udsendtes hukommelse – hold da op, det kan også gøres i 2013! Guitarerne falder ind i lydbilledet med hver deres kendetegn, og koncerten viser et varieret, men veldefineret lydbillede, hvor det manglende basinstrument ikke savnes. (Det er formodentligt en Danelectro baritonguitar, der også benyttes, så herfra får vi naturligvis lidt dybere guitartoner.) Men grundbastonen i sangene er vi generelt ikke i tvivl om, hvor er.

I bunden har vi også et simpelt trommesæt, hvor hi-hat’en er udskiftet med en tamburin, og hvor filtkøllerne bruges mere end stikkerne. Trommerne giver primært den bastante rytme med markerede stortrommeslag – nogen gange næsten for markeret; det er jo ikke skotsk marchmusik hele tiden.

Skønhed med en klar profil

Klangen og stemningen kan sammenlignes med The Rumour Said Fire, men i The White Album bliver den evigttruende akustiske ferskhed afvist med en idérigdom og afslappethed, så vi virkeligt får kød og blod for sanserne.

Mod slutningen får vi ”Seventeen”, som gruppen kalder ”Rollespilssangen”. En dejlig, nordisk lys sang, som taget ud af den norske julekalender ”Jul i Svinget”. I starten står en nøgen og skrøbelig falsetsang, og senere kommer sang i unisone oktaver, som altid tager kegler, når de stemmer. Og det er en stemt koncert! Selvfølgelig skal de mange strenge stemmes undervejs, og med capo på guitarerne kan man altid diskutere, om de er stemt rigtigt. Vokalerne er så veltempererede, som man kan ønske sig; her er levende mennesker med levende musik.

Slutnummeret ”Counting Treasures” starter med flotte, åbne akkorder, som hørtes med Amazing Blondel, en ældre henglemt (middelalder)folkgruppe fra 1970erne. The White Album må have hørt Amazing Blondel…

Nummeret får en højstemt, marcherende lilletromme på, og det bliver en Grande Finale på en god og varm og hyggelig koncert.

En skøn stund i The White Albums stadsstue!