Genrer
The Who: Live at Leeds
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste nogensinde. Dette er nr. 170
Live at Leeds er en af de plader, hvor man virkelig er nødt til at specificere hvilken udgave, man lytter til, før man anmelder den. I 1970 spillede The Who en lang koncert på University Refectory, et spillested ved Leeds Universitet i England. Et stykke inde i koncerten begynder en komplet gennemspilning af albummet Tommy, der var spritnyt dengang, og efter det spiller de lidt flere gamle numre. Senere samme år udkom denne koncert på vinyl, men dog kun med 6 af de oprindelige 33 numre. I 1995 udkom en cd-udgave med alle tracks undtagen Tommy-numrene, lige med undtagelse af "Amazing journey" og "Sparks", som stadig var på cd’en af en eller anden årsag. I 2001 kom en 2 disc-udgave med diverse numre på disc 1 og hele Tommy på disc 2. Det er ikke den korrekte rækkefølge, og noget af snakken og endda visse af numrene er der skåret lidt i, men det er nok stadig udgaven, jeg foretrækker, da Tommy-gennemgangen efter min mening nydes bedst uden de andre numre. Desuden kan man næsten ikke høre, at der er blevet klippet. Hvis man er en stor The Who-entusiast, udgav de i 2014 en digital udgave, hvor alt var i den oprindelige rækkefølge med væsentligt mindre skåret fra.
Jeg har valgt at anmelde udgaven, hvor Tommy og de øvrige sange er separeret, og jeg vil undgå at kommentere for meget på numrene fra Tommy, for jeg skal alligevel anmelde den oprindelige Tommy-plade senere. Så er der de 13 omkringliggende numre på første disc, og de spilles med en høj arenarock-lyd, som bandet var glade for på den tid i forhold til koncerter. Selv Tommy-numrene er i den stil, og det klæder dem overraskende godt. Med de koncerter, The Who gav på denne tid, var de med til at danne grundlaget for heavy metal. De har valgt at spille meget forskellige sange i denne stil, og i alle tilfælde synes jeg, det virker rigtig godt. Uanset om det er den dengang spritnye og animalsk vilde "Heaven and hell" eller gamle rock and roll-klassikere som Eddie Cochrans "Summertime blues", så fungerer det godt. "Summertime blues" er nok den definitive sang fra denne plade, og den er så unik i The Whos udgave, at man helt glemmer, at det er en lystig rockabilly-sang.
Jeg er begejstret for, at de selv nu, hvor de er mere højlydte end nogensinde før, har en god sans for dynamik. Det gøres især flot på de to kortere numre "Substitute" og "Happy Jack", der går mellem forskellige lydniveauer så elegant, at man knap nok bemærker det. Et andet nummer er mini-rockoperaen "A quick one, while he’s away". Det er en af mine absolutte yndlingssange med The Who, og den kan meget vel ses som en forløber til Tommy, hvorfor den da passer særlig godt ind. Tommy binder på sin vis stadig alle numrene sammen, også selvom man vælger slet ikke at høre Tommy-opførelsen. De nævner pladen et par gange mellem numrene, og numre som "Tatoo" og "Magic bus" er blevet mere opera-agtige og storladne. Dog er der ét nummer, der for alvor sætter sig fast som en mesterlig nyfortolkning, nemlig den 15 minutter lange udgave af "My generation". Den er mere intens end nogensinde før, og den inkorporerer stykker fra Tommy, hvilket måske har større effekt, hvis man hører hele koncerten i den oprindelige rækkefølge. Men den lange solo til sidst er noget af det mest vilde og progressive, du nogensinde kommer til at høre fra The Who. Alle, der kan lide god rockmusik, bør få lyttet til Live at Leeds!