dummy

The Who: My generation

14-11-2015
Steffen Kronborg, Rudersdal Bibliotekerne
Anmeldelse

Nr. 11 i vores serie med markante britiske albumdebuter fra 1965

Da rivaliseringen mellem de to subkulturer Mods og Rockers var på sit højeste i England i midten af 1960'erne, havde gruppen The Who en central placering i konflikten. Gruppen samlet såvel som dens fire medlemmer enkeltvis fremstod nemlig som nogle af de førende eksponenter for Mods-kulturen, der primært var kendetegnet ved dens dyrkelse af elegant mode og moderne musik.

Som man kan se på coverfotografiet af The Who på gruppens debut-LP fra december 1965, My generation, var de fire gruppemedlemmer særdeles stil- og modebevidste. Og som man kan høre det af musikken på LP'en, var det ikke bare mode, de fire unge mænd gik op i. Pladen indeholdt foruden nogle formidable versioner af kendte R&B-numre, en række lige så forrygende og iørefaldende nye sange, skrevet af gruppens guitarist Pete Townshend. My generation var en bragende publikumssucces og gik hurtigt ind på den engelske Top Ti-liste, hvor den opnåede en femteplads som den højeste placering. En del rockkritikere anser pladen for at høre til blandt alle tiders bedste rockplader.

The Who blev en overvældende succes fra starten, og gruppen regnes i dag som en af de mest indflydelsesrige rockgrupper gennem tiderne. Enhver, der har overværet en tidlig koncert med The Who, vil aldrig glemme det kaos, som hurtigt blev en uomgængelig del af gruppens sceneoptræden: smadrede guitarer, væltede trommesæt samt bulder og brag fra instrumenterne. Sceneshowet var dog kun en gimmick, som ikke var lige så holdbar som gruppens musik.

The Who blev optaget i The Rock and Roll Hall of Fame i 1990.

Læs mere på thewho.com