Genrer
The Who: My generation
I mange år var det populært at lave forskellige udgaver af et album alt efter kontinentet, de blev solgt i. Jeg forstår det i visse tilfælde, Between the buttons er lettere at sælge, hvis den har "Ruby Tuesday" og "Let’s spend the night together" med, og da With the Beatles blev til Meet the Beatles! blev mange af de middelmådige covers fjernet og erstattet af klassikerne "I want to hold your hand" og "I saw her standing there". Af og til er det dog ikke helt forståeligt. Da The Whos debutalbum My generation skulle sælges til amerikanere, fjernede de gruppens cover af "I’m a man", der åbenbart var for seksuel, og erstattede den med "Circles (instant party)". Det er fint nok, men "Circles" overtog ikke bare "I’m a man"s plads, den blev bare hægtet på for enden, og så blev der byttet om på de to numre, der ellers ville have været de sidste. Nu kommer "A legal matter" efter "The ox". Der er noget fundamentalt forkert ved det, for "The ox" er så tydeligt tiltænkt at skulle være afslutningsnummeret. Det er et vildt, animalsk jam, som virkelig er det lydmæssige klimaks. At der kommer to sange efter den føles bare forkert.
Men heldigvis ødelægger det ikke frygtelig meget. Ud over at "Out in the street" er et fantastisk åbningsnummer og at "The ox" fungerer perfekt som afslutning, var der tydeligvis ikke tænkt så meget over rækkefølgen på den europæiske originaludgave heller. Det er surt at mangle deres fremragende cover af Bo Diddleys "I’m a man", for det er ærlig talt langt bedre end "Circles", men det er en bagatel. Jeg vil kun sige, at den europæiske er en lille smule bedre end den amerikanske. De første ni sange er også de helt samme, og de er generelt rigtig gode. Både deres to James Brown-covers og deres meget varierede originale numre. De fik startet powerpop-genren med numre som "The kids are alright" og "A legal matter", og punk-rock havde næppe været det samme uden "My generation". Og foruden at være epokegørende sange, så holder de på imponerende vis. Især formår "My generation" at blive ved med ikke at lyde gammel. Men derudover er det nogle fede, fængende melodier, der vækker en del forskellige stemninger. Der er langt fra den glade, animalske "Out in the street" til den melankolske "Much too much" og den oprørske "My generation".
Der er virkelig ikke noget på originalen, jeg ville kalde fyld – kun "Circles" er lidt kedelig, og den er jo kun på den amerikanske udgave. Men uanset hvad, så er albumoplevelsen ikke rigtig tilgodeset. Det er en overraskende begivenhedsløs oplevelse at lytte til pladen. Det er ganske vist tilrettelagt, så intet nummer ødelægger det næste, men de bakker slet ikke hinanden op. Jeg har hørt kronologisk opstillede opsamlingsalbums, der føles mindre som opsamlinger end dette album, og det er ret trist. Det gør, at man hurtigt bliver ret træt af pladen, og selvom standarden er høj, hjælper det kun på første gennemlytning. Jeg kunne lytte til denne plade i enhver rækkefølge, så længe "Out in the street" åbnede pladen, og den ville hverken være værre eller bedre, med mindre The Ox fik sin retmæssige plads som afslutningsnummer. Tendensen med at censurere The Whos plader i USA fortsatte desværre med den næste, A quick one, som i USA hed Happy Jack. På samme måde som med debuten er det en ganske god plade, men originalen er og bliver nu den bedste.