Genrer
The Who på Monterey
At engagere The Who til at optræde ved Monterey festivalen, som ellers mest havde karakter af en form for hyldest til hippie-kulturen, svarede til at lade en punkgruppe optræde ved et forsamlingshusbal. Der var tale om et møde mellem to forskellige musikkulturer, som endnu ikke havde fundet fælles fodslag; og selv om et af de erklærede formål med festivalen netop var at lade forskellige musikalske udtryk mødes, var der stadig en pæn afstand mellem Buffalo Springfields og Grateful Deads musik og den musik, The Who spillede. Det betød ikke, at koncerten med The Who søndag aften ikke var en succes: folk fik, hvad de kom efter, og The Who fik præsenteret den nye engelske rockmusik for et stort amerikansk publikum. Men man kunne næppe tale om den store forståelse musikudøverne imellem.
Pete Townshend fra The Who har selv udtalt om gruppens optræden: ”To say the least, we were slightly out of step. I couldn't see how Grateful Dead, Janis Joplin or Country Joe could be taken seriously. Their sound was so ragged, so raw. I was used to a slicker sound. Now I see better what they were doing and, just like The Who, it was not just about the music, it was about message and lifestyle and change. The three bands I mentioned all had manifestos that were not just about the music.”
Så mens Townshend og The Who spillede deres knivskarpe mod-rock fra Londons smartere kvarterer, gik flertallet af de andre grupper mere op i stemning og atmosfære. Der var i sandhed tale om et møde mellem forskellige musikkulturer.
Da The Who tog på en tre måneder lang koncertturné i USA – en turné, der inkluderede koncerten ved Monterey – var det som en af de mest fremtrædende repræsentanter for den såkaldte britiske invasion. Gruppen spillede som opvarmning for en anden britisk gruppe, Hermans Hermits, som på dette tidspunkt havde en stribe hits bag sig og nød en enorm popularitet, ikke mindst i USA. I eftertidens klare lys kan det forekomme paradoksalt at lade en nyskabende og langtidsholdbar musikgruppe fungere som optakt til en noget mere ordinær, om end både dygtig og professionel gruppe. Men det var altså de faktiske omstændigheder – bortset fra ved Monterey festivalen, hvor Hermans Hermits ikke optrådte.
The Who havde i sommeren 1967 en stribe hits bag sig og havde specialiseret sig i korte, iørefaldende melodilinjer med en kraftigt understreget rytme bag sanglinjerne. Gruppemedlemmerne optrådte stadig i de Union Jack-jakker, som fra starten af havde fungeret som en slags varemærke for deres tilknytning til mod-kulturen. Og så havde de udviklet et spektakulært sceneshow, som formentlig var hovedårsagen til, at de fik så fremtrædende en placering på Monterey festivalen.
Roger Daltreys yo-yo-sving med mikrofonen, Pete Townshends store møllehjulsbevægelser med armen, når han slog på guitarstrengene, og sidst men ikke mindst Keith Monns destruktion af sit trommesæt under afslutningsnummeret, ”My generation”, medvirkede til en totaloplevelse, hvor musikken nærmest var henvist til en birolle. Ravi Shankar, som overværede koncerten, flygtede rædselsslagen bort fra ødelæggelserne: ”My feelings were hurt deeply, as well as my respect for music and the instruments. We ran away from the festival.”