Genrer
The Who: Tommy
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste. Dette er nr. 96
Tommy fra 1969 er en ret speciel plade. Der er mange, der vil kunne fortælle dig rigtig meget om den, selvom de aldrig har hørt den. Den bliver kaldt den første rockopera, og dens noget specielle historie er både berømt og berygtet. En dreng ved navn Tommy bliver blind, stum og døv, og hele ungdommen og barndommen igennem bliver han misbrugt – han viser sig dog at være helt formidabel til pinball, og efter en læge får kureret ham for hans manglende kommunikationsevner, grundlægger han en religion. At The Who får lavet smuk, medrivende musik ud af sådan noget pjat kan virke overraskende, men det lykkes. En af metoderne er gentagne musikalske vendinger og lyriske passager. Man føler for alvor en handlingsmæssig sammenhæng mellem numrene, når det instrumentale åbningsnummer, "Overture" hovedsageligt består af fraser, der opleves senere i løbet af pladen. Det hænger godt sammen med albummets status som rockopera, da mange klassiske operaer indeholder lignende åbninger. Der er endda to akter, som var det en opera – delt op over to skiver.
Selv om albummet skal afspejle et væld af figurer og scenarier, har det generelt en skøn, grandios lyd. Der er afvigelser herfra, hvilket også er passende for en fortælling som Tommy, men det giver meget mening, at den generelle stemning er på den måde. Det lægger vægt på de religiøse paralleller, man kan finde på Tommy, især i forhold til kristendommen. Jeg får muligvis nogle af mine fortolkninger gennem Ken Russells filmatisering af albummet, hvor der absolut ikke er skruet ned for den religiøse symbolik, men jeg vil mene, at man stadig kan høre meget af det i lyrikken. Tommy går gennem et liv af lidelser, men grundet en række ufattelige præstationer begynder folk at beundre ham. Tilføj at han aldrig kendte sin far, samt naturligvis at han starter en religion. Samtidig er han en skildring af vores nutidige forhold til popkulturelle ikoner. I modsætning til en typisk messiasfigur gør Tommy nemlig aldrig noget, der rent faktisk gavner andre mennesker, han er bare virkelig god til pinball. Alligevel sørger The Who for, at man mærker det store og spirituelle ved hans fortælling, og det er især på grund af musikkens pompøse udstråling.
Tommy er det første album af sin slags, og mens The Who havde erfaring med længere fortællinger af komplicereret musikalsk struktur (lyt til sangen "A quick one"), så har rockopera-genren udviklet sig fra dengang. Jovist, Tommy er stadig en imponerende, kraftig gennemlytning, hvor numrene assisterer hinanden mesterligt, og hvor mange passager er udtryksfulde og mindeværdige. Der er numre på pladen, såsom "Tommy’s holiday camp" og "Tommy can you hear me", der musikalsk ikke er noget at skrive hjem om, men de støtter historien. Det er især de kortere numre, dette gælder for. Jeg synes personligt, at bandets anden rockopera, Quadrophenia, er en mere fuldendt plade rent musikalsk, selvom man ikke kan komme uden om kvaliteten af højdepunkterne på Tommy, ej heller dens indflydelse. Det er en plade, der gør et stort indtryk, for den præsenterer sig selv på en original måde, og når musikken er bedst, er den helt formidabel. Med fantastiske numre som "Pinball wizard", "Amazing journey" og "We’re not gonna take it" samt en fortælling uden lige, er Tommy en oplevelse, man ikke bør undvære.