YOUroLAND: Requiem til tiden

SPOT Festival 2013, fredag d. 3.5. kl. 20.30, Rytmisk sal, Musikhuset Aarhus

Et af de mest spændende arrangementer på SPOT Festival 2013 løb af stabelen fredag aften i rytmisk sal, som denne aften heldigvis havde stole til tilhørerne. For ”Requiem - Snow Falls As Snow” var en oplevelse, som krævede vores koncentrerede sanser fra en afslappet krop.

Værket er skabt af komponisten og keyboardspilleren Christoffer Møller og operasangerinden Andrea Pellegrini i samarbejde med elguitaristen Lars Skjærbæk og det eksperimenterende klassiske ensemble Lydenskab. Desuden var der interaktive billeder på bagvæggen af mediedesigner Signe Klejs.

Fornem forhistorie

Requiem – den katolske dødsmesse – er gennem tiderne sat i musik af et væld af komponister. Vi har Mozarts inderlige, Verdis bombastiske opera-a-like requiem og Faurés følsomme og transparente, lyse værk, som ofte opføres. Af nyere versioner kan nævnes polakken Pendereckis fra 1986.

Og det var i forlængelse af sidstnævnte, jeg hørte aftenens uropførelse af ”Requiem – Snow Falls As Snow”.

Andrea Pellegrini introducerede aftenen for de cirka 60 fremmødte. ”Det er en dødsmesse, er I forberedt på det?” ”Nej” lød det straks fra nogle i salen; enkelte gik med det samme, og i løbet af koncerten var der en del, der skiftede koncertsal. Det skal ikke opfattes som en speciel modvilje mod ”Requiem – Snow Falls As Snow”. Til SPOT koncerter er der altid en kommen og gåen, da man gerne vil høre så meget som muligt. Men i denne situation var uroen mere tydelig, da vi stod med et sammenhængende værk, et requiem. Men for os, der vidste, hvad vi gik ind til, var uroen ikke specielt generende – og det virkede heller ikke til, at det var det for de medvirkende.

Værkets introitus, hvor den oprindelige tekst siger ”Herre, giv dem den evige hvile”, startede med lange clusters fra keyboards og laptops, hvortil der blev lagt forvrængede powerakkorder af elguitaren. Herindover kom sangerinden majestætisk med digtet ”Snow falls as snow”. Andrea Pellegrinis imposante mezzosopran fik fine ledsagende korstemmer af Christoffer Møller og fra Lydenskab cellisten Sofia Olsson og den klassiske guitarist Thea Vesti Pedersen.

Snow falls as snow

It’s not the sky falling, it is I who picks it up

Snow falls as snow

What hangs on trees if not this?

Hertil panorerede abstrakte vinterbilleder på bagtæppet; sneen falder … som sne. Også aftenens tekster har en speciel historie: Fem forskellige europæere blev bedt om et digt til døden. Siden har forfatteren Josefine Klougart sammenfattet disse digte til de færdige tekster. Det er blevet til otte satser: fire nyskrevne tekster, to oprindelige messesatser og to instrumentale satser.

Lyden overtrumfer billedet

”Untranslatable Beaches” var 2. sats, som indledtes på ukulele (!) og knipset cello. Vi fik en nærmest middelalderlig drejeliremelodi – og vi lader være med at oversætte strandene. Igen nød vi en vegeterende englesang. Efter den instrumentale 3. sats ”Alert”, som (måske) advarede os mod de angribende jetjagere, kom en klassisk ”Kyrie Eleison” – Herre, forbarm dig over os! En smuk, original, mørk melodi, hvor jeg også nød den obligate cello.

Til gengæld opdagede jeg her, at det ikke ligefrem var de fine billeder på bagtæppet, jeg var optaget af. Koncentrationen var udelt på musikken og musikerne, så jeg ville foretrække, at det hellere var en skiftende lyssætning på musikken, der var prioriteret. En mulighed var også, at formatet på bagbilledet var tre gange så stort, når nu der var stræbt efter en oplevelseshelhed.

Vredens dag

Efter den instrumentale 5.sats, som både indeholdt en fin cello/guitarduo og heavy metal, kom den voldsomme ”Dies Irae” – vredens dag. Mange kender satsen fra Verdis Requiem, som er den vigtige baggrundsmusik i Hans Alfredsons film ”Den enfoldige morder”. Den brager løs, da hovedpersonen vandrer beslutsomt som den hævnende retfærdighedsengel.

Også i ”Requiem – Snow Falls As Snow” er der bevægelse i ”Dies Irae”. På bagtæppet er vi med på en togtur, hvor vi følger skinnerne kilometer efter kilometer. Pellegrinis kontrollerede vibrato understøtter togets ga-da-gung ga-da-gung – hvor kører vi hen? Den flossede sort/hvide film associerer sammen med musikken til den sidste togrejse – måske et sted midt i Europa i begyndelsen af 1940erne? Her hører vi også Eskild Skovbakke Winding med en ”rigtig” klaverlyd. Stærk sats!

En stærk kontrast var satsen ”Trees on Trees”, som indledtes på et lille klokkespil og blev til en enkel sang:

Trees on trees wrapped in sheets

I’m no longer here to see it

Teksten blev repeteret i al sin enkelhed mange gange og gav et belejligt, lyst åndehul i det ellers tunge requiem. Nærmest en barnesang, med en klar og nøgtern konstatering af, at ”jeg er her ikke længere til at se det”. Sådan er det. Og så fik vi et lille musikalsk twist, idet der efter hvert vers var et ekstra slag i takten, hvor man så lige kunne synke en gang.

Slutsatsen ”All the Mussels sing” rummer ikke den forløsning, som man higer efter. ”But who knows there is no warmth in our places anymore”. Sangerinden nærmest reciterer sin klage over dystre klangflader, her er ikke det direkte ”Libera me” (Frels mig), vi kender fra andre requier.

Det er et valg, som placerer værket fint i vores tid. En tid, hvor vores og jordens skrøbelighed bliver mere og mere nærværende.

”Requiem – Snow Falls On Snow” er et monumentalt værk, hvor laptoppens collagemusik blandes med de klassiske instrumenter og den klagende elguitar, og med sangerinden som den inciterende fortæller.

En stor oplevelse for os, der var bare lidt forberedte. En flot satsning fra SPOT, som giver festivalen et mere bredspektret skær.

Tak til YOUroLand for ”Requiem – Snow Falls On Snow” – og der er håb: Sneen vil blive ved med at falde som… sne.