Genrer
The Zombies: Odessey and oracle
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste. Dette er nr. 80
Johann Sebastian Bach er muligvis den største komponist nogensinde. Stort set al vestlig musik skylder Bach et eller andet. Med det sagt ved jeg ikke synderligt meget om Bach, men det skal heller ikke handle om ham lige nu, det skal handle om The Zombies, en popgruppe, der har taget åbenlys indflydelse fra Bach, så åbenlys at selv en novice som jeg kan høre det. Den kommer især til udtryk på deres mest populære plade, Odessey and oracle fra 1968. Den mest mærkbare Bach-inflydelse er i harmonierne – og her mener jeg ikke blot vokalharmonierne, jeg mener på tværs af alle instrumenterne, måske endda mest fremtrædende i tangentinstrumenterne. I gymnasiet skulle jeg lære det, der hedder “koralharmonisering”, en disciplin med mange indviklede regler, der sørger for en vis fylde i lyden, og de fleste moderne principper indenfor dette felt blev netop udviklet af Bach. Mens The Zombies lader sig påvirke af disse principper, følger de dem ikke til punkt og prikke, men det er egentlig ligegyldigt, pointen er mest, at de bruger værktøjerne, og at det lyder skidegodt. Selv Bach brød til tider reglerne, hvis det nu engang passede kompositionen.
Jeg nævnte tidligere, at tangenternes harmoniske rolle er vigtig på dette album. Uanset om nummeret bruger orgel, cembalo, klaver eller mellotron, lyder det smukt i hænderne på Rod Argent. Hans behandling af klaviaturet danner tit fundamentet for sangene, og grundet de forskellige instrumenter er lyden på pladen ret varieret. Vokalharmonierne er også effektive, og de bør på ingen måde underkendes. Harmonien mellem backingvokalerne og leadvokalen på omkvædet til "Friends of mine" er rørende på den mest lyksalige, sentimentale måde, og deres samarbejde skaber den yndigste, hjerteskærende melankoli på "A rose for Emily". Da vokalharmonier er så fremtrædende i sangenes klimakser, stikker det også naturligt ud, når de vælger at undlade dem, bl.a. på den indelukkede, skrækindjagende "Butcher’s tale (Western front 1914)". Her giver det gåsehud, når Chris White helt alene skriger linjen "And I can’t stop shaking’" en kende ude af rytme. På den måde sørger The Zombies også for, at de individuelle numre på Odessey and oracle hænger rigtig godt sammen og komplementerer hinanden, hvilket gør albummet til en helstøbt oplevelse.
Sangskrivningen er også kreativ og tilgængelig. Essentielt har vi at gøre med popmusik, blot af en forfinet, virtuos karakter. De store hits "This will be our year" og "Time of the season" kommer først på lystavlen, når man snakker om gruppens evner til at konstruere melodier, men også numre som "Beechwood Park", "Changes" og "Brief candles" er lette at synge med på. Teksterne kan også stikke ud, især den morbide anti-krigssang "Butcher’s tale (Western front 1914)" og den glade "Care of cell 44", der handler om fængselsløsladelse. "Care of Cell 44" har masser af charme, og jeg tror aldrig, jeg har hørt en sang med en tekst som den. Hvis man skal fremhæve nogle problemer, ligger de nok mest i mixingen. Der er nogle tidspunkter her og der, hvor instrumenter ikke cutter ud helt elegant, bl.a. på introen til "Changes" og outroen til "Brief candles". Oftest er overgangene dog ganske smukke, og den generelle æstetik på Odessey and oracle er virkelig beundringsværdig. At pladen stadig holder så godt som den gør er noget af et mirakel, og den viser, at The Zombies er et band, vi bør tale om i samme åndedrag som The Beatles, The Kinks og The Beach Boys.