Genre: 

Espen Strunk: Rejsende i musik - En bog om Benny Holst

Esben Strunk: Rejsende i musik
21-05-15
Af: 
Peter Elmelund, Randers

Din rygmarv visner, hvis du ikke danser med din bedstemor

Espen Strunk: Rejsende i musik - En bog om Benny Holst. Politisk revy, 2015

”Med resterne af en brandert i kroppen / missende mod den ny dags lys”

De første linjer i Benny Holsts "Rejsende i musik" væltede frem, da jeg så denne biografis titel. "Rejsende i musik" var det smukke titelnummer fra Benny Holsts anden soloplade i 1974. En plade, som vi lyttede til og klimprede numrene fra på de mange uundværlige 70’er-guitarer rundt omkring.

Det var fede tider, som i disse år bliver frisket op med de mange biografier fra tiden; vi har fået Trilles selvbiografi, bogen om Lasse og Mathilde og om Steppeulvenens karismatiske forsanger Eik Skaløe. Og forfatteren til denne bog om Benny Holst udgav for halvandet år siden den fine biografi om Jan Toftlund.

Espen Strunk, som også er en flittig GAFFA-skribent, har med Rejsende i musik skruet op for volumen, og efter et kolossalt researcharbejde har vi nu fået 300 sider fyldt med detaljer om Benny Holsts levned de sidste 75 år.

Bogen er opdelt i tre dele: De første 30 år får 50 sider, de sidste 35 år får ca. 90 sider, mens de centrale otte år 1970-1978 fylder hele 110 sider.

Benny Holsts liv har været en rejse fra de spæde folkemusikdage i tresserne over de politiske halvfjerdsere til de efterfølgende tænksomme tider, hvor han har udgivet personlige plader centreret omkring fortællingen. Legendariske samarbejder med Povl Dissing og med Arne Würgler – vi er mange, der skrålede med på "Røde Wilfred" og "Folketings boogie woogie". Holst udgav soloplader i begyndelsen af halvfjerdserne, og selvom han har været på musikscenen kontinuert, kan vi tale om et comeback, da Himlen må vente udkom med stor succes i 2004.

Hele tiden har Benny Holst været bevidst om historiens betydning; hans gentagne fremhævelser af bedstemoderen Julie og hendes sangformidling er berømt. I Højskolesangbogen findes "Julies sprog", og formaningen om at danse med din bedstemor, så din rygmarv ikke visner, ligger latent i vores baghoveder.

Overflødighedshorn med top på

Denne biografi er et beundringsværdigt stykke arbejde, hvor et væld af avisartikler og –anmeldelser er gennemgået, og mange relevante personer er interviewet. Og forordet kan berette, at ”Bogen er blevet til i samarbejde med og er autoriseret af Benny selv”.  Okay, så er det altså et samarbejde, som Benny Holst kan stå helt inde for. Og der er et verdenshav af detaljer gennem hele bogen med eksempelvis præcise angivelser af spillesteder gennem karrieren og detaljerede beskrivelser af rejseoplevelser.

Ja, det er faktisk for meget. Overblikket og flowet gennem bogen bliver ind i mellem væk; jeg tror, den ville have vundet ved at være reduceret til 200 sider. Til gengæld er det sjældent, at hovedpersonen har en markant mening. Benny Holst har levet sit liv, som det nu kunne blive, og det er sådan set godt nok. Det er i de mange citater fra andre, vi får nogle kantede bemærkninger. Især den mangeårige ven og kollega Arne Würgler har mange enestående betragtninger. Würgler nævner gentagne gange Holsts manglende initiativ, og Würgler lægger ikke fingre i mellem, når det yderst korte samarbejde med sangerinden Eva Madsen beskrives.  Duoen Würgler & Holst havde også en del samarbejde med sangerinden Trille, og Würgler var kæreste med hende, indtil hun flyttede på landet. Vi får her, som en sidehistorie, mere at vide om Trille i denne periode, end vi gør i Trilles egen – og blufærdige – selvbiografi.

Klædelig blufærdighed

Mod slutningen af Rejsende i musik udtrykker Würgler sin skuffelse over, at Holst ikke ville optræde til en mindekoncert for deres mangeårige tekstforfatter Jesper Jensen. ”Jeg har aldrig talt med ham om, hvorfor han sagde nej – og jeg forstår det stadig ikke. Det synes jeg var usselt, et eller andet sted, det må jeg sgu sige. Ellers vil jeg ikke kritisere Benny …” Men det er da sandelig en kritik, og hvorfor svarer Holst ikke, når nu han har autoriseret denne biografi?

Forklaringen må ligge i, at vi har den private og blufærdige Benny Holst, som bogen igennem netop ikke dømmer, men i stedet tilgiver. Han har en sand ydmyghed over for sin profession – historiefortæller -, og lader omgivelserne om at bedømme.

Holst har i det stille gennem de turbulente 1970’ere taget afstand til den militante socialisme og de firkantede paroler. Han indrømmer, at der faktisk var mange af de fine ord fra bl.a. Jesper Jensen, han simpelthen ikke forstod. Holst har gjort sit til at få det bedste ud af livet. Og kvinder er kommet og kvinder er gået; især ægteskabet med Bente Hansen omtales grundigt – og hvorfor det ikke gik.

Rejsende i musik er en omhyggelig biografi med en omhyggelig bibliografi, diskografi og navneregister. Så omhyggelig, at Ken Gudman konsekvent er stavet forkert. (Undtagen side 231, hvor han er stavet rigtigt; til gengæld er denne side heller ikke i navneregistret.)
Jeg har genhørt Benny Holsts plader, og der er en altmodisch klang over flere, men den sobre historie – fortællingen – holder. Vi kunne godt ønske os lidt mere af den slags gedigen lyrik i dagens gode popsang.

Jeg sidder nu efter denne imposante biografi med indtrykket af en moden mand, der har levet det liv, han havde fortjent. Og det er da ikke slut endnu – som han selv synger: Himlen må vente.

Lån bogen fra dit nærmeste bibliotek